AGF NYHEDER

Tre point på trods

Rutinerede Peter Graulund måtte starte ude, en velspillende Osama Akharraz udgik med en skade, og OB så ud til at udligne til 2-2, men alligevel lykkedes det AGF at hente tre point for en 2-1-sejr i Odense.

OB er som et såret dyr. Sådan har det lydt fra mange iagttagere, når de er blevet bedt om at kommentere på de seneste tre års sølvvinderes overraskende vanskeligheder i denne sæson.

Noget er der bestemt om snakken. For selv om AGF flot bragte sig foran 2-0 i løbet af en halv time af mandag aftens kamp, blev fynboerne, der ellers har mødt masser af modgang på det seneste, ved og ved med at kæmpe for at få et resultat ud af kampen. Det lykkedes også OB at udligne inden pausen og sætte AGF under tryk i anden halvleg. Men det pres modstod AGF og hentede de tre point. Okay, det så ellers ud til, at OB havde bolden i mål i det 74. minut, men kampens dommere så ikke bolden inde. Heldigt for AGF, uheldigt for OB.

Begge hold gik frisk til opgaven fra start og virkede opsatte på at hente tre point. AGF havde kampens første reelle chance, da Søren Berg i det 10. minut hurtigt tog et indkast og fandt Søren Larsen fri i feltet. Desværre var angriberen ikke klar over, at OB-forsvaret var helt uopmærskomt, så hans afslutning faldt lidt for prompte og savnede præcision.

Tre minutter efter blev det 1-0 til gæsterne. Adam Eckersley sendte et rigtig godt hjørnesparksindlæg ind i feltet, hvor Søren Berg dukkede op og headede bolden i mål.

Som det ellers ofte er tilfældet, fik scoringen ikke kampen til at ændre karakter. Både OB og AGF forsøgte at spille sig frem til chancer, men helt store muligheder blev det ikke til i fasen efter Bergs mål. Bernard Mendy og Aron Jóhannsson havde tilbud i hver sin ende, og et frisparksindlæg hoppede tæt forbi AGF's mål.

Først efter 31 minutters spil opstod en rigtig god chance, og den udnyttede Jóhannsson til at bringe sit hold foran 2-0. Berg rykkede  bagom backen Mendy, og Casper Sloth fandt ham med en flot og præcis indenomsaflevering. Den sendte den tidligere OB-spiller fladt ind foran mål, hvor Jóhannsson let kunne score. Islændingen havde fået chancen, da Peter Graulund måtte starte på bænken efter at have været syg i dagene op til kampen, og Jóhannsson greb den flot ved at komme på tavlen.

Graulund kom i øvrigt på banen kort før pausen, da Akharraz, der havde gjort det godt på venstrekanten som afløser for skadede Stephan Petersen, måtte udgå med en skulderskade.

Lige inden udskiftningen havde OB reduceret til 1-2. Hjemmeholdet havde ikke mistet modet ved at komme bagud 0-2 og tiltvang sig et straffespark, da Anders Kure fik hånden på et indlæg. Den mulighed udnyttede Espen Ruud og skabte dermed fornyet spænding i kampen.

I overtiden af første halvleg havde venstrekanten Bashkim Kadrii et godt skud, men det tog Steffen Rasmussen sig godt af. I situationen forinden var indskiftede Graulund ellers ved at spille Søren Larsen helt fri, men Daniel Høgh fik lige nøjagtig hovedet på Graulunds løftede aflevering.

I anden halvleg var det OB, der havde teten. Ruud havde et nærgående frispark, og tog gange måtte Kadrii se gode skudchancer blokeret i AGF-forsvaret.

I den anden ende havde Martin Jørgensen og indskiftede Jerry Lucena gode skudmuligheder, men tættest på var hjemmeholdet. Og ret beset var det mere end tæt på 2-2. I det 74. endte et hjørnespark hos Christian Sørensen, der trykkede af en meter inde i feltet. Skuddet blev rettet af og gik mod mål. Men bolden blev stoppet på sin vej mod netmaskernerne af Daniel Høgh. Det så dog klart ud til, at forsvarsspilleren stod et stykke inde i målet, og at bolden derfor havde passeret stregen.

Heldet var altså med AGF, og selv om OB blev ved med at presse på, holdt 2-1-føringen hjem. I overtiden havde den 16-årige debutant Mads Raben en stor chance, men til alt kom Atle Roar Håland godt på tværs og fik blokeret.

Resultatet var nok ikke helt retfærdigt, men det gav tre gode point til AGF, der med sejren fastholder femtepladsen i Superligaen.

Kampfakta:
OB-AGF 1-2 (1-2)

0-1: Søren Berg (14.)
0-2: Aron Jóhannsson (32.)
1-2: Esben Ruud, straffe (39.)

Advarsler:
AGF: Anders Kure, Casper Sloth, Søren Berg
OB: Bernard Mendy, Eric Djemba-Djemba

Tilskuere: 8539

OB: Stefan Wessels - Espen Ruud, Anders Møller Christensen, Daniel Høgh, Bernard Mendy (81. Mads Raben) - Eric Djemba-Djemba, Jacob Schoop (77. Kasper Larsen) - Christian Sørensen, Rasmus Falk (89. Oliver Larsen), Bashkim Kadrii - Rurik Gislason

AGF:
Steffen Rasmussen - Kasper Povlsen, Atle Roar Håland, Anders Kure, Adam Eckersley  - Søren Berg, Martin Jørgensen, Casper Sloth, Osama Akharraz (40. Peter Graulund) - Aron Jóhannsson (59. Jerry Lucena), Søren Larsen (75. Jens Jønsson)

23. april 2012   Kl. 21:32 Af CHH   Foto: Ole Nielsen
Fra:/-til/-