AGF NYHEDER

Flot modtagelse af den nye Ceres Top på dåse

Aarhusianernes modtagelse af den nye Ceres TOP på dåse overgår alle forventninger. Dåsen, der er lanceret i samarbejde med AGF, er i øjeblikket udsolgt på lageret efter blot fire dage i salg.

- Den store efterspørgsel på den nye Ceres Top-dåse ligger langt ud over, hvad vi har set på tilsvarende produkter. Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig have brygget mere øl, men det er folk med mange års erfaring med både nationale og lokale lanceringer, der har forsøgt at forudsige den forventede volumen, fortæller salgsdirektør Kasper Ryttersgaard Jacobsen om det rekordhøje salg.

I løbet af blot fire dage er der afsat ligeså mange dåser, som Royal Unibrew regnede med at skulle sælge på 16 uger. Ceres TOP-dåsen blev i øvrigt først lanceret for detailhandlen for sidste lørdag, da Royal Unibrew var vært ved koncert- og awardshowet "En hyldest til Aarhus" i NRGi Arena.

Den store efterspørgsel på den nye Ceres Top-dåse har medført, at der er vendt op og ned på produktionsplanerne hos Royal Unibrew. Der er kaldt ekstra mandskab ind, og bryggeriet arbejder på højtryk for at have de næste øl klar. Derfor håber man, at der allerede i slutningen af næste uge kan leveres nye sendinger af den populære øl.

- Vi kan igen konstatere, at aarhusianerne er trofaste og loyale kunder, hvilket vi er utrolig taknemmelige for, lyder det fra Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der lover, at Ceres/Royal Unibrew vil uddele en tak og en skål til fans af AGF og Aarhus ved en oplagt mulighed senere på året, hvis den store salgssucces fortsætter.

Hos AGF glæder man sig over den flotte modtagelse af den nye dåse.

- Det er fantastisk, at der er blevet taget så godt imod det nye produkt og muligheden for at få sit portræt på dåsen. Det er endnu et udtryk for den store loyalitet og passion, som vores tilhængere har. Samtidig viser det også den synergi, som et samarbejde mellem to stærke brands kan føre til, siger Jørn Klinge, kommerciel direktør i AGF.

18. januar 2013   Kl. 16:58 Af BJ  
Fra:/-til/-