AGF NYHEDER

Sæsonens første sejr til U17

Efter en række uafgjorte kampe lykkedes det lørdag U17 for første gang i denne sæson at sætte tre point ind på kontoen, da Silkeborg IF blev besejret 2-0.

Opgøret bød på en debutant i skikkelse af den lettiske U17-landsholdsmålmand Kristaps Zommers, og han skulle få en afgørende rolle i sejren.

Første halvleg bød på en enkelt scoring sat ind af Gabana Topenay (billedet) i det 9. minut efter en dødbold. Ellers var der tale om en jævnbyrdig halvleg uden nævneværdige chancer i begge ender af banen.

I anden halvleg havde hjemmeholdet midtvejs en god periode på et kvarter, som gav sig udslag i et par store muligheder til at udligne. Men her diskede debutanten Zommers op med et par flotte redninger, og i stedet kunne Christian Lauenborg lukke kampen kort før tid efter en veludført omstilling.

- Det var dejligt at få den første sejr. Det er måske ikke den bedste præstation, vi har leveret som hold, men vi får tre point, holder nullet, og individuelt er der også flere gode indsatser. I første halvleg har vi fint styr på Silkeborg, men i anden halvleg mister vi en overgang organisationen, og vores pres er ikke afstemt godt nok. Det giver Silkeborg et par gode chancer, som Kris (Kristaps Zommers, red.) heldigvis flot tager sig af. Han spiller med en stor og udstråling, og får i det hele taget en flot debut, sagde en tilfreds cheftræner Henrik Skov efter kampen.

Med sejren har U17 syv point for seks kampe og er placeret på en syvendeplads i ligaen. Næste opgave er den 5. oktober, hvor FC Nordsjælland er modstanderen på udebane.

 

 

 

21. september 2013   Kl. 21:18 Af BJ   Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk
Fra:/-til/-