Snæver AaB-sejr i tæt affære

Af: Nikolaj Starup Hansen - 17. april 2017, kl. 20:31

AaB trak her til aften det længste strå i en tæt herrefight, hvor Rasmus Thellufsens mål i anden halvleg blev udslagsgivende for, at AaB kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Åbningen af dagens kamp på Aalborg Portland Park bar præg to lidt afventende hold, der skulle finde fodfæste i begyndelsen af opgøret. Det var hjemmeholdet, der satte sig på spillet, men indimellem blev deres opspil brudt, og her viste Kasper Junker sig især farlig i banens længderetning mod AaB's midtstoppere.

Det var en chancefattig start på kampen, og vi skulle helt hen til det 25. minut, før der var optræk til mål. AaB-angriberen Jannik Pohl løb i ryggen på AGF-forsvaret, og efter en fiks dribling kom han fri til skud. Afslutningen strøg forbi den fjerneste stolpe - også fordi vinklen blev lidt for spids for den unge angriber.

Nogle minutter senere var det også tid til den første AGF-mulighed ved Morten "Duncan" Rasmussen. Et indlæg fra højresiden kom den hovedstødsstærke angriber først på, og i to omgange var han tæt på at bringe holdet i front. Men AaB-keeper Nicolai Larsen blev stående på benene og fik afværget situationen.

Kort før pausen var der igen optræk til noget farligt foran Alexander Jovanovic´ mål. Rasmus Thellufsen blev chippet fri af Joakim Mæhle, der havde taget turen fra højrebacken op på kanten af feltet. Thellufsen tog et kort aftræk og sendte bolden i sidenettet, og dermed kunne Mads Kristoffersen fløjte til pause i en halvleg med AaB mest på bolden, men de helt store målchancer blev det ikke til.

Et offensivt indstillet hjemmehold sparkede gang i anden halvleg med flere angreb mod AGF-forsvaret, men situationerne blev afværget konsekvent af en koncentreret defensiv anført i dagens anledning af det nye makkerpar i centerforsvaret Daniel A. Pedersen og Thomas Juel-Nielsen.

Men efter times spil kunne defensiven ikke holde unge Rasmus Thellufsen fra at bringe hjemmeholdet i front. Et indlæg fra højresiden modtog angriberen tæt under mål, og her fik Aleksander Jovanovic i første omgang parreret forsøget, men riposten nåede Thellufsen først på, og dermed kunne han ganske ugeneret sparke bolden i mål. 

Efter scoringen pressede holdet på for udligningen på et AaB-hold, der automatisk begyndte at stå lavere på banen. Det gav flere indlægsmuligheder, men farligt blev det ikke for alvor. Det høje pres tillod også chancer den anden vej, og Jannik Pohl fik også en stor mulighed ti minutter før slutfløjt, men han overplacerede skuddet.

I slutminutterne kunne AGF-offensiven ikke for alvor true AaB-målet, selvom der i flere sekvenser var optræk til muligheder. Derfor endte kampen med en snæver sejr til hjemmeholdet fra AaB.

Kampfakta
17. april Aalborg Portland Park

AaB-AGF 1-0 (0-0)
1-0 Rasmus Thellufsen (61')

Tilskuere: 5931

Advarsler:

AaB:

AGF: Daniel A. Pedersen, Martin Spelmann, Jens Stage, Chris Ikonomidis

AaB: Nicolai Larsen - Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann - Marco Meilinger (77: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Rasmus Würtz, Frederik Børsting (90: Patrick Kristensen) - Rasmus Thellufsen - Jannik Pohl (85: Jakub Sylvestr).

AGF: Alexander Jovanovic - Jens Stage, Daniel A. Pedersen, Thomas Juel Nielsen, Jesper Juelsgaard - Martin Spelmann, Björn Daniel Sverrisson (77: Chris Ikonomidis), Mustafa Amini, Danny Olsen (61: Elmar Bjarnason) - Kasper Junker (69: Mustapha Bundu), Morten "Duncan" Rasmussen

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->