Ugens gæstetræner: Niels Kvale

Af: Nikolaj Starup Hansen / Foto: Agnete Schlichtkrull - 10. april 2017, kl. 15:15

Niels Kvale, udlandsredaktør på DR og mangeårig korrespondent i Europa, Italien og Bruxelles for DR, har til kampen mod Silkeborg taget plads i "Ugens gæstetræner"-stol, og han forholder sig blandt andet til venskaber knyttet på stadion, den specielle AGF-ånd og den nye turneringsstruktur.

Hvad er dit bedste AGF-minde?
NK: Jeg har holdt med GF så længe, at der faktisk er varme minder om pokalsejre, en svag barndomserindring om en mesterskabsæson og et nederlag til selveste FC Barcelona i Europa-cuppen for pokalvindere.
Og faktisk er mit bedste minde mærkeligt nok også et nederlag. Et ufortjent et - det siger sig selv - til Brøndby i 1990, hvor Brøndby havde fået Morten Olsen som træner, Peter Schmeichel på mål og ikke mindst min første AGF-helt Frank Pingel i en uskøn gul bluse. Kampen endte 1-2. Torben Christiansen scorede for os, mens den nigerianske kæmpe Uche afgjorde den til deres fordel. Kampen ville være hurtigt glemt, hvis ikke det var, fordi jeg havde taget en af mine venner med på stadion. Det var hans første kamp, og han blev i den grad bidt af AGF-bacillen. Siden har AGF spillet en central rolle i vores venskab, og der er den dag i dag ikke mange kampe, som ikke bliver vendt over SMS eller telefonen. Så den kamp står stærkest - set i det lange perspektiv - over de triumfer, der var dengang i 80erne og 90erne, og som vi nærmest tog for givet.

Som en af DRs korrespondenter har du rejst i mange forskellige lande og oplevet mange kulturer og fankulturer. Hvad er det, der er særligt ved at holde med AGF?
NK: Trodskulturen og den sorte humor, som ofte misforstås som overdreven optimisme. AGF-fans ved, at vi i bund og grund er skabt til noget stort, men i en udefinerbar lang periode må nøjes med meget mindre. Men troen på i morgen, eller rettere næst' år, holder os kørende. Det minder mig lidt om selvopfattelsen i nogle af de italienske klubber, der sjældent vinder pokaler, men alligevel har en kolossal stolthed og en hel del storhed over sig, klubber som Roma, Fiorentina og Napoli.
Mit bedste minde med AGF i udlandet, var da jeg på et tidspunkt boede i Firenze, og en lokal parkeringsvagt stoppede mig, fordi han troede, jeg havde et Juventus-tørklæde på (de kan virkelig ikke lide Juventus i Firenze). Da jeg så foldede tørklædet ud, genkendte han logoet og udbrød glad: "Aarhus - la squadra di Jorgensen". Århus - Martin Jørgensens klub. Som mange andre florentinere elskede hans Martin Jørgensen højt, og vidste udmærket, hvad for en klub han kom fra i Danmark.

Slutspillet er lige startet, så det er svært at drage nogle konklusioner endnu, men hvad forventer du dig af den nye turneringsstruktur?
NK: Først og fremmest bruger jeg en hel del tid på at regne den nye struktur ud. Den ligger som et røgslør udover den normale kyniske beregning af risiko og sandsynlighed for overlevelse og en 10.-plads. Men jeg forventer tætte kampe, hvor der er noget på spil hele tiden, og selvom det er lidt langt væk, når man nu er i eksil på Sjælland, så kan jeg klart se det fede i seks lokalkampe mod jyske rivaler om overlevelse. Går det som i Viborg de næste fem gange, så er jeg klart tilhænger.

Kigger man på resultaterne i vores slutspilspulje fra den første runde. Med hvilken indgangsvinkel går vi så ind til mandagens kamp?
NK: Forhåbentlig med en masse ydmyghed. En sejr i Viborg hjælper ikke, hvis ikke den følges op mod Silkeborg. Kan vi vinde den, begynder det at ligne noget godt.

Hvis du var træner i AGF, hvordan ville du taktisk gribe kampen an mod Silkeborg?
NK: Jeg ville forsøge at efterligne alt det, som blev gjort i anden halvleg mod Viborg, og intet af det, som man gjorde i 1. halvleg. Jeg ville nok satse på 4-4-2, da det kastede en sejr af sig, og så vil jeg helt sikkert give Bundu chancen fra start igen. Ved siden af Duncan, hvis han bliver klar.

Hvad er det sidste, du ville sige til AGF-spillerne, inden kampen bliver fløjtet op?
NK: Jeg ville ikke sige noget. Jeg ville bede dem om at tie stille, lukke øjnene og tænke på endetribunen i Viborg, da Bjarnason scorer til 3-2. Det syn, den lyd, den vildskab og den følelse - sejr - skal de tage med ind på banen.

Hvorfor skal man som tilskuer tage i Ceres Park og se AGF mod Silkeborg?
NK: Fordi der ikke er noget bedre end at slå ens naboer. Fordi det er en kamp om andenpladsen i puljen, og fordi AGF-Silkeborg i Århus har leveret legendariske kampe, som 4-0 i '02, der sikrede overlevelse på den kroniske 10. plads og medførte en pitch-invasion og hyldest af spillerne, der mindede om en medaljefest. I øvrigt scorede Duncan i den kamp. Der var også en 2-1-kamp i 90erne, hvor vi var bagud indtil et par minutter før tid, men vendte det på et mål på hjørnespark og et i overtiden, og så husker jeg også en 1-0 i midthalvfemserne, hvor der var 20.000 på stadion, og det var umuligt at se noget for os, der kom i sidste øjeblik. Vi måtte kravle op på et plankeværk om mod tennisbanerne bare for at kunne se lidt græsplæne. Der findes faktisk ikke andet end gode grunde til at se Silkeborg blive slået i Århus.

Hvad er dit bud på kampens resultat og første målscorer?
Jeg tror på 2-1. Og jeg tror på, at Duncan scorer, hvis han ellers er klar. Ellers skal Mustapha Bundu nok følge op på de meget lovende takter. Mest af alt håber jeg på, at sejren i Viborg løsner op, og holdet viser, at selvom tabellen aldrig lyver, så kan resultaterne godt tale et forkert sprog. Med andre ord: at holdet er bedre end, hvad resultaterne har vist.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->