Aarhusiansk designbureau ny bronzepartner i AGF

Af: SHC - 22. august 2017, kl. 12:21

Design- og digitalbureauet Aidgency er det seneste skud på stammen af partnere i AGF.

Det er tit flot at se på, når fodbold bliver avanceret, men enkelt i sin udførsel. Når en avanceret taktik eller et hurtigt opspil ser legende let ud, og udførelsen er simpel. Den samme indgang har det århusianske design- og digitalbureau Aidgency til kunsten at designe. Her siger man gerne, at design er forenklingens kunst.

- Vi arbejder med et begreb, vi kalder "kommunikation vs. kommunikaos". Derfor er forenklingen altid med i vores proces. Det avancerede fortjener at blive forenklet, det komplicerede fortjener at blive skåret ud i pap. Det sikrer et klart budskab og en klar identitet. Vores speciale er løsninger, der iscenesætter og promoverer virksomheder og deres brands, fortæller bureauchef René Kirkegaard fra Aidgency, der er det seneste skud på stammen af partnere i AGF. Således indtræder bureauet som ny bronzepartner på en aftale gældende frem til sommeren 2019.

- Jeg er ellers Silkeborgdreng, hvor jeg følger de lokale helte derude, afslører René Kirkegaard.

- Men vi er forankret i Aarhus! Det er vores hjemmebane - det er her, vi har hjemme. Så det er helt naturligt at støtte op om byen og bolden her. Det giver god mening, og så giver det jo ekstra tænding til lokalbragene, tilføjer René Kirkegaard, der - sin fodboldmæssige reference til trods - glæder sig til at tage Aidgency med i Ceres Park.

- Vi ser frem til at møde de andre sponsorer og samarbejdspartnere, og til at give kunder og samarbejdspartnere masser af fodboldoplevelser i Ceres Park, tilføjer René Kirkegaard.

Aidgency er et visuelt orienteret design- og digitalbureau med fokus på oplevelsesdesign. De designer løsninger til både online- og offline-platforme. Bureauet holder til i et kreativt og levende hus et stenkast fra Aarhus C. Her arbejder virksomheden med kunder som Weber-Stephen (Nordic, EMEA og USA), Ree Park Safari, Økologisk Landsforening, Hungry.dk, Lyspunkt, NORDEN Bikes og mange andre. Se mere om vores nye bronzepartner her: aidgency.dk.

 

 

*Billedet: Aidgency er ny partner i AGF. (Fra venstre er det Head of digital Carsten Hebsgaard Nielsen, Bureauchef René Kirkegaard og økonomi- og produktionschef Kim Søby)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->