Danske Bank styrker sit partnerskab med AGF

Af: SHC - 2. august 2017, kl. 9:01

Danske Bank rykker op som Guldpartner i AGF.

Danske Bank og AGF har haft et tæt og stærkt samarbejde gennem mange år. Og selv om Danske Bank er et stort internationalt pengeinstitut, så er det også en bank med stærke lokale rødder. Især i Aarhus, hvor Danske Bank gennem flere år har været sponsor for AGF - senest som såkaldt Sølvpartner.

Nu styrker Danske Bank i Aarhus sin aftale med AGF og bliver fremover partner på et højere niveau som Guldpartner.

- Vi vil rigtig gerne støtte op om det lokale idrætsliv i byen. Som bank i Aarhus er vi stolte af vores samarbejde med AGF, og vi vil gerne bidrage til den gode udvikling, som klubben er inde i, siger Michael Thunbo, der er områdedirektør i Danske Bank i Aarhus.

- Hvis vi vil have Superliga-fodbold i Aarhus, gælder det om at bakke op. Det er vores støtte til byens hold et vigtigt signal om, tilføjer Michael Thunbo.

Et stærkt netværk
- Samtidig giver vores nye aftale med AGF endnu bedre muligheder rent forretningsmæssigt, hvor vi blandt andet kan nyde godt af AGF's stærke netværk, siger Michael Thunbo, der oplever AGF's netværk på tætteste hold som en del af klubbens Commercial Board, der består af repræsentanter fra regionens erhvervsliv.

For banken handler det om at komme ud og møde østjyderne, hvor de færdes, og her er fodbold en god mulighed. Efter opgraderingen fra Sølv- til Guldpartner glæder Michael Thunbo sig til fortsat at komme i Ceres Park med kunder og kollegaer.

- Vi har gennem alle årene haft et rigtig godt samarbejde med AGF. Klubben er en professionel samarbejdspartner, der tilfører værdi på den helt rigtige måde, siger Michael Thunbo.

Danske Bank i Aarhus holder i øjeblikket til i Kannikegade i Midtbyen. Fra sommeren 2018 flytter banken ind i et nyt, stort domicil på Sydhavnen. Her bliver der lige nu opført en stor bygning på seks etager, der skal huse 650 medarbejdere. Udover Danske Banks Finanscenter og en filial af banken flytter også HOME og Danica ind i huset på hjørnet af Spanien og Jægergårdsgade.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->