Gode takter fra U17

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 3. august 2017, kl. 18:36

AGF's U17-hold er godt i gang med forberedelserne til den nye sæson, og tirsdag blev det til en 3-0-sejr over liga-konkurrenterne fra Lyngby i en testkamp i Skærbæk.

De første 45 minutter var meget lige uden de store chancer. Efter en halv time udnyttede Marcus Ginnerup (BMI) dog en dårlig clearing fra Lyngbys keeper til at score i et tomt mål til 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg satte AGF-mandskabet, der var uden landsholdsspillerne Gustav Mogensen, Daniel Gadegaard og Mikkel Møller Lassen, sig på kampen. Presspillet fungerede nu bedre, og det udmøntede sig i en del chancer, hvoraf to blev omsat til scoringer sat ind af Anders Fæster (VSK Aarhus, billedet) og Nikolaj Sauer (TRIF) til slutresultatet 3-0.

Cheftræner Fatah Abdirahman glædede sig efter kampen over en god præstation og hæftede sig især ved den defensive indsats.

- I første halvleg er vi ikke specielt gode på bolden, men i anden halvleg stepper vi op, og vi vinder fortjent. Vores kollektive forsvarsspil så godt ud, og vi holder Lyngby nede på få chancer. Alt i alt viste holdet gode takter, siger Fatah Abdirahman, der især havde plusser i bogen til Frederik Jørgensen og de indskiftede spillere Nikolaj Sauer og Oliver Lund, som bragte mere energi på holdet efter pausen.

U17 har endnu en testkamp på programmet inden sæsonpremieren, og det er mod Hamburger SV på lørdag kl. 14.00 i Vejle.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->