Flot comeback sikrede point mod topholdet

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 10. december 2017, kl. 20:40

AGF leverede en flot holdindsats i årets sidste kamp og blev belønnet med et velfortjent point mod Superligaens tophold - endda efter at have været bagud 0-2.

En bedre måde at gå på juleferie på kunne man næsten ikke ønske sig. Jo, det skulle da lige have været en sejr over Brøndby, men 2-2 efter at have nede med to scoringer er også værd at tage med. Og ikke mindst måden, det uafgjorte resultat kom i hus på, var meget opløftende. Stor løbevilje, en indædt tro på tingene og et stort mod i begge ender af banen. Kort sagt: En helstøbt holdindsats lå til grund for det ene point.

David Nielsen havde valgt at starte kampen med to hurtige spillere - Kasper Junker og Mustapha Bundu - i front, og allerede i det første minut var denne konstellation ved at give pote. Junker fik på sin førsteberøring spillet Bundu i dybden i højre side, men alene med Frederik Rønnow overplacerede AGF-angriberen sin afslutning.

Åbningen på kampen blev i det hele taget livlig, for minuttet efter førte en indenomsaflevering til en stor chance til Jan Kliment, men Steffen Rasmussen trak sig med en fodparade sejrrigt ud af den duel.

Efter et lille kvarter kunne AGF-keeperen til gengæld ikke stille noget op, da Simon Tibbling åbnede scoringen. Den svenske midtbanespiller fik lidt for megen tid på kanten af feltet, og den udnyttede han til at tage et træk ind i banen og krølle bolden over i det lange hjørne.

AGF-spillerne havde indtil da bidt godt fra sig, og scoringen slog dem da heller ikke ud. Afleveringerne i dybden voldte tydeligvis Brøndby-defensiven problemer, og midtvejs i halvlegen var det i tre situationer tæt på en udligning. Først fik Bundu en mulighed, der mindede om den, han åbnede kampen med, men igen manglede præcisionen. Få minutter senere sendte Junker et dommedagshug af en flugter mod mål, men bolden sneg sig lige forbi, og kort efter måtte Bundu se stolpen stå i vejen på en fri afslutning i højre side. Mål kom der ikke ud af anstrengelserne, og Brøndby kunne gå til pausen 1-0 i front.

Anden halvleg åbnede som de første 45 minutter med en god mulighed til AGF-mandskabet. Denne gang var det Kasper Junker, der slap igennem i højre side, men Frederik Rønnow fik afværget hans ellers ganske kompetente afslutning.

Den skarphed, som aarhusianerne manglede, havde hjemmeholdet, for efter 51. minutter udbyggede Besar Halimi føringen på et flot langskudsmål, der sad helt op i det ene målhjørne.

Så troede de fleste på Brøndby Stadion nok, at Superligaens førerhold stille og roligt ville køre en sejr hjem. AGF-spillerne jagtede dog stadigvæk en scoring, og efter godt en time blev de belønnet for det målsøgende spil. Frederik Møller satte pandebrasken på et knivskarpt indlæg fra Tobias Sana og skabte fornyet spænding om resultatet.

Reduceringen gav David Nielsens tropper endnu mere blod på tanden, og få minutter senere havde Martin Spelmann en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet. Lidt tilfældigt fik han bolden i helt fri position i feltet, men hans afslutning havnede desværre over mål.

Altid arbejdsomme Spelmann skulle dog spille en afgørende rolle med et kvarter igen. Han jagtede bolden i feltet og blev ureglementeret nedlagt. Dommer Peter Kjærsgaard pegede prompte på straffeparkspletten. Tobias Sana blev sat til at eksekvere den store mulighed, og den udnyttede han sikkert til at gøre det til 2-2.

De to AGF-scoringer rystede tydeligvis hjemmeholdet, og i slutfasen var det AGF-mandskabet, der viste størst tro på tingene. Udover et nærgående frisparksforsøg fra Mustapha Bundu kom der dog ikke de åbenlyse chancer ud af anstrengelserne, og opgøret endte 2-2. Et mere end velfortjent point efter et flot comeback. Lidt har også ret, siger man. Og i den her situation er lidt lig med meget - især når man henter det ene point på udebane mod Superligaens tophold efter at have været bagud 0-2. Det var en god afslutning på et udfordrende efterår, og det er værd at hæfte sig ved, at i de sidste fire kampe har holdet hentet fem point, og ikke mindst indsatsen på Brøndby Stadion var særdeles opløftende. Ja, så blev det trods alt alligevel lidt en hviee jul i år….

Kampfakta - Alka Superligaen
Brøndby - AGF 2-2 (1-0)
1-0: Simon Tibbling (13')
2-0: Besar Halimi (51')
2-1: Frederik Møller (63')
2-2: Tobias Sana (76', str.)

Tilskuere: 16.235

Advarsler:
Brøndby: Johan Larsson, Kasper Fisker
AGF: Niklas Backman

Brøndby:
Frederik Rønnow - Johan Larsson, Paulus Arajuuri, Benedikt Röcker, Anthony Jung - Besar Halimi (8: Kasper Fisker), Christian Nørgaard, Simon Tibbling (74: Lasse Vigen Christensen) - Hany Mukhtar - Teemu Pukki, Jan Kliment (80: Andreas Bruus)

AGF:
Steffen Rasmussen - Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Frederik Møller - Martin Spelmann, Jens Stage, Mustafa Amini - Kasper Junker (77: André Riel), Tobias Sana (83: Jakob Ankersen), Mustapha Bundu (88: Morten 'Duncan' Rasmussen)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet