Skævt fra start i sæsonpremieren

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 14. juli 2017, kl. 20:45

Den første halve time blev dyr for AGF, da Alka Superliga-sæsonen 17/18 fredag aften blev sparket i gang i Ceres Park. Her scorede gæsterne fra Horsens to gange, og den chokstart overvandt hjemmeholdet aldrig trods en reducering fra Martin Spelmann.

Små 10.000 tilskuere skabte en flot ramme i Ceres Park til sæsonåbningen, men desværre fik de mange AGF-fans ikke den start de havde håbet på.

Godt nok fik Dino Mikanovic sendt et kvalificeret langskud afsted i kampens indledning, men herefter satte gæsterne sig på kampen i kraft af stor fysik og stor fokus på alle dødbolde. Ja, Horsens greb kampen an som forventet. Med enkle midler - men pokkers effektivt - fik de skabt en del farlige situationer foran AGF-målet. Som oftest efter lange indkast, frisparksindlæg og hjørnespark, hvor alle de garderhøje Horsens-spillere blev sendt ind i feltet for at duellere - dueller, som de for det meste trak sig sejrrigt ud af, og det førte også chancer med sig. Efter seks minutter faldt den første af slagsen. En returbold havnede hos Mikkel Qvist, der afsluttede mod det lange hjørne, men Aleksandar Jovanovic var ude i fuld længde og fik afværget forsøget.

Få minutter efter førte endnu en bold ind i i feltet til en Horsens-mulighed, og selvom skuddet røg et stykke over mål, var det et udtryk for de problemer AGF-defensiven havde med at stå imod standardsituationerne. Og efter små tyve minutter gik det galt. I kølvandet på en dødbold havnede bolden i højre side hos Kjartan Finnbogasonn, som afsluttede mod mål, og ved bagerste stolpe kunne en umarkeret Bubacarr Sanneh skubbe bolden over stregen.

Blot tre minutter senere fordoblede gæsterne føringen. Denne gang efter en omstilling, hvor Joseph Mensah drev bolden frem i højre side, tog et træk ind i banen og ved kanten af feltet flot lagde bolden over i det lange hjørne. 0-2 - og nu så det for alvor svært ud.

Hjemmeholdet fik dog samlet tropperne - og stille og roligt overvundet chokstarten. Bolden var nu i længere tid på AGF-fødder, og det betød, at Horsens blev presset tilbage på banen. Efter en halv time havde Jakob Ankersen bud efter det lange hjørne og kun en glimrende redning af Horsens-keeper Jesse Joronen forhindrede en reducering.

Den kom til gengæld få minutter senere. Inden da havde Glen Riddersholm foretaget en dobbelt-udskiftning for at ændre slagets gang. Tobias Sana blev sendt ind til sin debut, og han fik følgeskab af Daniel A. Pedersen. Ud gik Kasper Junker og Björn Daniél Sverrisson. De to nye havde knapt nok rørt bolden, før de sammen med holdkammeraterne kunne juble over en scoring. Jakob Ankersen fandt Mustafa Amini, der vendte rundt og satte fart centralt på banen. Med en fin stikning spillede han Martin Spelmann helt fri i venstre side. En chance, midtbaneterrieren ikke lod forpasse, og sikkert udplacerede han Jesse Joronen.

Resten af halvlegen jagtede AGF-spillerne udligningen, og det blev også til et par gode muligheder til Tobias Sana og Martin Spelmann, men stillingen ved pausen var 1-2.

I anden halvleg var kampbilledet det samme som lige inden pausen - og det blev mere og mere spil til et mål. Horsens-defensiven stod dog kompakt - og AGF-spillerne havde svært ved at spille sig til de helt åbne muligheder. Både Mustafa Amini, Martin Spelmann og Daniel A. Pedersen fik afsluttet mod mål i gunstige positioner, men der manglede lige den sidste kvalitet i forsøgene.

Med et kvarter igen blev 16-årige Magnus Kaastrup skiftet ind til sin debut, og han blev dermed den yngste Superliga-debutant i AGF - og den fjerdeyngste debutant i hele Superligaens historie. Den unge kantspiller havde et par gode aktioner, men dog uden at det førte til chancer.

Horsens var sjældne gæster foran Jovanovic' mål, men fem minutter før tid havde indskiftede Jeppe Mehl mulighed for at lukke opgøret i fri position i højre side i feltet, men han sendte bolden forbi mål.

Spændingen var således intakt i slutfasen, men trods et energisk pres lykkedes det aldrig for alvor at skabe den chance, der kunne have resulteret i den udlignende scoring. Efter fire minutters overtid fløjtede dommer Morten Krogh kampen af, og nederlaget i sæsonpremieren var en realitet. En skuffende åbning på 17/18-sæsonen, men allerede på næste fredag er der mulighed for revanche, når Hobro kommer på besøg i Ceres Park.

Kampfakta
AGF - AC Horsens 1-2 (1-2)
0-1: Bubacarr Sanneh (18')
0-2: Joseph Mensah (21')
1-2: Martin Spelmann (33')

Tilskuere: 9.623

Advarsler:
AGF: Jakob Ankersen, Magnus Kaastrup
Horsens: Delphin Tshiembe

AGF:
Aleksandar Jovanovic - Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Jens Stage - Martin Spelmann, Björn Daniél Sverrisson (32: Daniel A. Pedersen), Mustafa Amini, Jakob Ankersen (75: Magnus Kaastrup) - Kasper Junker (32: Tobias Sana), Morten 'Duncan' Rasmussen

AC Horsens:
Jesse Joronen - Jonas Thorsen, Alexander Ludwig, Bubacarr Sanneh, Thomas Kortegaard - Joseph Mensah (69: Jeppe Mehl), Delphin Tshiembe, Simon Okosun, Mikkel Qvist (53. Mads Bech) - Lasse Kryger, Kjartan Finnbogason (86: Tobias Arndal)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->