Historisk og fascinerende udstilling om EM-Triumfen i 1992

Af: OH - 7. juni 2017, kl. 16:52

Den 26. juni er det 25 år siden, Danmark vandt Europa Mesterskabet i fodbold.

Den legendariske bedrift kulminerende med sejren på 2-0 over Tyskland i finalen på Nya Ullevi i Göteborg fejres med en udstilling i Trafikhallen på Aarhus Rådhus fra den 9. til den 23. juni.

"Det er naturligt at lave en udstilling, som markerer 25-året for den største triumf i dansk fodbolds historie" siger Frits Ahlstrøm, som er formand for Danmarks Fodboldmuseum. "Og lige så naturligt er det at holde den i Aarhus, dels er byen europæisk kulturhovedstad i 2017, dels skal vort museum ligge i Aarhus."

"Hvis vi glemmer fortiden, er der ingen fremtid" tilføjer Frits Ahlstrøm. "Vi har en forpligtelse til også at værne om succesen i 1992 som en del af dansk fodbolds kulturarv. Samtidigt er det en glæde at kunne give alle danskere mulighed for at genopleve den præstation, der var med til at samle nationen og skabe den største folkefest i Danmark siden befrielsen i maj 1945."

Udstillingen byder på billeder, tekster, trøjer, klenodier, bøger, kunst og videoer relateret til de eventyrlige dage i juni 1992, jubelfesten i Aarhus og resten af landet om aftenen og natten efter finalen samt hjemkomsten dagen derpå til Rådhuspladsen i København, hvor angiveligt 300.000 mennesker hyldede de rød-hvide helte.

"UEFA har lånt os EM-trofæet, som den danske anfører Lars Olsen modtog fra UEFA's præsident Lennart Johansson" bemærker Frits Ahlstrøm. "Det bliver aldrig overrakt igen, eftersom UEFA lancerede en ny pokal før Europamesterskabet i 2008."

Der er gratis adgang til udstillingen med mulighed for at blive fotograferet med EM-trofæet fra 1992 på disse tidspunkter:

Fredag 9. juni: 15:00 - 17:00
Lørdag 10. juni: 12:00 - 14:00
Mandag 12. juni - Fredag 16. juni: 15:00 - 17:00
Lørdag 17. juni: 12:00 - 14:00
Mandag 19. juni - Torsdag 21. juni: 15:00 - 17:00
Fredag 23. juni: 14.00-16.00

"Vi har oplevet stor opbakning og interesse fra mange sider; økonomisk indtil videre dog kun fra Spar Nord Bank" udtaler Frits Ahlstrøm. "Jeg vil i den forbindelse gerne takke borgmester Jacob Bundsgaard og Aarhus Kommune, Spar Nord Fonden, UEFA og AGF, fotografer, kunstnere og spillere - samt især Ole Hall, den sportslige administrator i AGF, som i kraft af sin viden om fodbold og sin interesse for dens historie har ydet et uvurderligt bidrag til, at vi kan præsentere en fascinerende udstilling."

 

*Foto venligst udlånt af Per Kjærbye

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->