U14 satte tyske topklubber til vægs

6. juni 2017, kl. 18:09

I Pinsen strøg AGF's U14-hold helt til tops i et stærkt besat stævne i Tyskland og endte foran klubber som Dortmund, Bayern München og HSV.

Stort set alle de tyske topklubber deltog i stævnet, men de måtte alle sammen bøje sig for AGF's U14-hold, der gennem hele stævnet præsterede på et meget højt niveau kulminerende i placeringskampene.

Vejen til placeringskampene gik over Duisburg (2-0), FC Lahti (0-0), Wisla Krakow (1-0), Reutlingen (0-0), Bochum (1-0) og HSV (0-0).

I semifinalen ventede mægtige Bayern München, men AGF-drengene gik uimponeret til værks og vandt fortjent 1-0. Det samme gjorde sig gældende i finalen, hvor Dortmund blev besejret 1-0.

U14 gik således ubesejret gennem hele stævnet og lukkede ikke et eneste mål ind. Desuden blev Frederik Ihler delt topscorer. Alt i alt en fremragende indsats.

- Jeg er dybt imponeret over det niveau, drengene viste - specielt i de sidste kampe. Vi vandt med det spillemæssige udtryk, som vi har arbejdet med hele året, og som vi desværre ikke formåede at vise i pokalfinalen i onsdags. Vi styrede spillet mod både Bayern og Dortmund på trods af, at de var fysisk større end os. Vi viste mod til at ville have bolden og formåede at åbne rum op både på siderne og centralt. Vi var i kontrol defensivt gennem hele stævnet, og selvom vi i enkelte sekvenser også havde lidt held, så var det fortjent, at vi ikke lukkede mål ind i hele stævnet, fortæller U14-cheftræner Hans Paarup.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->