Et skridt nærmere redning efter drama mod Esbjerg

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 17. maj 2017, kl. 21:14

I en nervepirrende, hæsblæsende og dramatisk forestilling vandt AGF onsdag aften 3-1 over Esbjerg - og er dermed klar til at møde Viborg i den fortsatte kamp om at redde eksistensen i Alka Superligaen.

10.134 tilskuere havde fundet vej til Ceres Park, og de fik fuld valuta for pengene. Ja, et større drama er vel ikke set i Alka Superligaen i denne sæson, og der blev ganske givet også bidt en del negle undervejs, men heldigvis blev udfaldet, som alle med AGF-hjerter havde håbet på.

Det var ikke til at se på de første 45 minutter, at spillerne på de to hold var præget af nervøsitet over kampens betydning. Det var ud over stepperne fra første dommerfløjt. Ja, det første minut var ikke engang rundet, før Esbjerg havde bud efter Aleksandar Jovanovic mål. Robin Söder modtog bolden på kanten af feltet og afsluttede, men heldigvis stod stolpen i vejen, og på riposten, som Lasha Parunashvili var først over, diskede Jovanovic op med en fin redning.

Lidt af en forskrækkelse for AGF-mandskabet, men de rystede den hurtigt af sig. Blot to minutter senere flækkede Morten 'Duncan' Rasmussen bolden videre til Kasper Junker, der i fuldt løb på elegant vis afsluttede  med ydersiden - uden chance for Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet. Lidt af en drømmestart - og i de følgende minutter producerede AGF-spillerne flere chancer, der kunne have udbygget føringen.

Björn Daniél Sverrisson fik efter et kvarter en god skudmulighed fra kanten af feltet, men Højbjerg tog sig sikkert af skuddet. Kort efter måtte Esbjerg-keeperen igen i aktion - denne gang på en større chance. Med en dyb aflevering fra Sverrisson blev Junker spillet fri i højre side. Han tog et træk ind i banen og afsluttede tæt under mål, men Højbjerg fik blokeret skuddet.

Lidt senere fik Junker endnu en skudmulighed i en gunstig position blokeret - og i det hele taget træk det op til, at føringen skulle udbygges. Sådan gik det dog ikke. Tværtimod. Efter en lille halv time sendte Robin Söder et indlæg fra højre side mod bagerste stolpe, hvor Mads Hvilsom dukkede op og headede udligningen i mål. I situationen kom Dino Mikanovic til skade, og backen måtte udgå med en mindre hjernerystelse til fordel for Daniel A. Pedersen.

Resten af halvlegen var en mere åben affære med chancer i begge ender. Den største tilfaldt Junker, der blev spillet fri i venstre side af Elmar Bjarnason. Angriberen fik afsluttet, men desværre over mål. I den anden ende af banen kom Awer Mabil to gange frem til gode skudmuligheder, men i begge situationer kom der ikke noget ud af anstrengelserne - og de to hold kunne gå til pause med 1-1.

Mens første halvleg havde været en chancerig affære, bød de sidste 45 ikke på helt så mange, åbne muligheder. Men til gengæld steg både intensiteten. Ikke mindst efter at Björn Daniél Sverrisson ti minutter ind i anden halvleg gjorde det til 2-1. Et indlæg headede Spelmann skråt bagud til islændingen, der demonstrerede kontrolleret sparketeknik og sendte bolden i netmaskerne. 2-1- og ekstatisk jubel på tilskuerpladserne.

Nu var det pludselig Esbjergs tur til at forcere - og det skete også. AGF-defensiven anført af Thomas Juel-Nielsen og tilbagevendte Niklas Backman holdt dog gæsterne fra de helt åbne chancer. En god kontramulighed til Awer Mabil og et kvalificeret hovedstød fra Robin Söder var det nærmeste, Esbjerg kom en udligning frem til de sidste fem minutter.

Men herefter blev der for alvor drama for alle pengene. Med to minutter igen brød indskiftede Anders Dreyer igennem i højre side og sendte bolden ind til en fri Awer Mabil, der afsluttede. Kun en heroisk blokering af Thomas Juel-Nielsen, der kastede sig gennem luften, forhindrede en Esbjerg-udligning i denne situation. I de følgende minutter kastede Esbjerg alt frem, og det brændte i et par situationer på, men modsat åbnede det også op for kontrastød. Dybt inde i overtiden førte det til en friløber til Martin Spelmann, men han missede den store mulighed. I samme spilsituation blev der dog begået straffespark mod Spelmann - en mulighed, som 'Duncan' skulle forvalte. Han brændte dog på Højbjerg, men gjorde få sekunder skaden god igen, da han opsnappede en fejlaflevering og lukkede og slukkede til 3-1.

Hvilket drama, hvilken afslutning - og hvilken forløsning. Første skridt mod Superliga-redning er taget. Nu venter Viborg i to kampe - den første i Viborg på mandag kl. 19.00. Fortsættelse følger……

Kampfakta
AGF - Esbjerg 3-1 (1-1)
1-0: Kasper Junker (3')
1-1: Mads Hvilsom (28')
2-1: Björn Daniél Sverrisson (54')
3-1: Morten 'Duncan' Rasmussen (90+4)

Tilskuere: 10.134

Advarsler:
AGF: Jens Stage, Martin Spelmann, Björn Daniél Sverrisson
Esbjerg: Giorgos Katsikas, Lasha Parunashvili, Mads Hvilsom, Jeppe Højbjerg

AGF:
Aleksandar Jovanovic - Dino Mikanovic (30. Daniel A. Pedersen), Thomas Juel-Nielsen, Niklas Backman, Jens Stage - Elmar Bjarnason (66. Danny Olsen), Bjorn Daniél Sverrison, Mustafa Amini, Martin Spelman - Kasper Junker (74: Stephan Petersen), Morten ' Duncan' Rasmussen

Esbjerg:
Jeppe Højbjerg - Otar Kakabadze, Marco Lund, Giorgos Katsikas, Konstantinos Tsimikas (79: Anders Dreyer) - Awer Mabil, Jacob Lungi Sørensen (68: Jesper Lauridsen), Jesper Jørgensen, Lasha Parunashvili (86: Budu Zivzivadze), Mads Hvilsom - Robin Söder  

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->