Lokal Lyseng-dreng på kontrakt

Af: BJ - 16. maj 2017, kl. 21:55

U17 Liga-spiller William Just har sat sin signatur på en ungdomskontrakt, der gælder det næste halvandet år.

Han er en af de bærende spillere på AGF's tophold i U17 Ligaen, og den positive udvikling, han har gennemgået i denne sæson, bliver nu belønnet med en ungdomskontrakt. 17-årige William Just er det seneste skud på stammen af spillere fra det talentfulde U17-kuld, som AGF nu får papir på.

U17-cheftræner Morten Mølkjær giver William Just dette skudsmål:

- Gennem hårdt arbejde og konstant stigende kvalitet i sit spil har William gjort sig fortjent til en ungdomskontrakt. Han udviklede sig meget i 2016, og det har han bygget videre på i 2017. Han er en mentalt meget stærk spiller, der bruger alle tangenter, når han spiller, og ved, hvilke knapper han skal trykke på. Han er en felt-til-felt midtbanespiller, der løber rigtig mange meter og har nogle gode værdier, der passer godt til AGF. Han har stadigvæk mange ting, han skal forbedre, men han har en mentalitet, der gør, at han ikke stiller sig tilfreds, og det kan han komme langt med.

William Just har fået sin fodboldopvækst i samarbejdsklubben Lyseng, inden han som U13-spiller skiftede ind til AGF. At det nu er mundet ud i den første ungdomskontrakt, er den 17-årige midtbanespiller naturligvis glad for.

- Det er stort, for det er noget, jeg har stræbt efter og kæmpet for, og at det nu er lykkedes, er kun med til at give ekstra motivation.

Han sender en stor tak til barndomsklubben Lyseng, der har været med til at forme ham som fodboldspiller.

- Jeg har udviklet mig meget i AGF, men jeg havde det også rigtig godt i Lyseng, og især min tidligere træner Kim Larsen skylder jeg en stor tak. Og i AGF har Morten Mølkjær været der rigtig meget for mig. Og så vil jeg også gerne takke min familie, siger Just, der sammen med holdkammeraterne på U17 er snublende nær DM-guldet.

- Det er sindsygt fedt at være en del af dette hold. Vi spiller godt og har det i hele taget godt sammen.

Hans ungdomskontrakt gælder i første omgang halvandet år - og i den periode vil han bide sig fast på U19 og spille sig tættere på Superliga-holdet.

- Det gælder bare om at blive ved med at køre på og udvikle sig. Jeg går selvfølgelig efter at blive fast mand på U19 i den nye sæson og få flere kampe på reserveholdet, som jeg allerede har snust lidt til. Det giver noget ekstra at spille disse kampe. Min ambition er at komme op på Superliga-holdet, og på lidt længere sigt at spille i en af de store ligaer, lyder det fra en måbevidst William Just.

 

*Billedet: William Just sammen med U17-cheftræner Morten Mølkjær

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->