Ugens gæstetræner: Peter Skaarup

Af: Nikolaj Starup Hansen / Foto: Steen Brogaard - 6. maj 2017, kl. 17:00

Folketingsmedlem Peter Skaarup håber i dag - som så mange andre i Ceres Park - på en sejr til ”GF”. Her giver han sit bud på taktikken og kampens resultat, da han til denne runde ikke blot griber mikrofonen på Folketingets talerstol, men nu også som ”Ugens gæstetræner”.

Hvad er det bedste minde, du har med AGF?
Det er at tage på stadion med min far som dreng. Især kampene mod Vejle var noget særligt dengang.

Superligaklubberne ligger placeret i forskellige dele af landet. Når du tænker tilbage til dine rødder i Aarhus og AGF, hvad er så det første, du kommer i tanke om?
Jeg tilbragte de første 22 år af mit liv i Aarhus. Og på fodboldfronten fyldte AGF det hele.

På Christiansborg er folketingsmedlemmerne fra forskellige steder i landet, og der er sikkert en klub, som man holder mere med end andre. Hvad gør du for at holde AGF-fanen højt på "Borgen"?
Man lærer hurtigt, hvem på Borgen der har en relation til AGF blandt politikere, journalister og ansatte. Eksempelvis var jeg med samme fly til Aalborg som Nicolai Wammen fornylig, hvor vi begge skulle til KL-møde. Vi endte med at tale om AGF hele vejen. Morten Østergaard fra de Radikale er som regel også klar på en god GF-snak.

Med hvilke forventninger går du ind til den sidste kamp i grupppespillet?
Det bliver utroligt nervepirrende. Vi har det tit svært mod Viborg, så jeg forventer også, at det bliver en tæt kamp på i dag. Og så kommer man jo også til at have et øje på kampen i Aalborg, som også helst skal gå GF's vej.

Hvis du var træner i AGF, hvordan ville du taktisk gribe kampen an mod Viborg?
Glen Riddersholm skal gribe kampen an præcis, som han har gjort de sidste to gange, hvor der langt om længe er kommet styr på defensiven, og holdet har skabt mange chancer.

Hvad er det sidste du ville sige til AGF-spillerne, inden kampen bliver fløjtet op?
At de udelukkende skal fokusere på deres egen opgave og glemme alt om kampen i Aalborg, som de alligevel ikke kan gøre noget ved. Men det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort…

Hvorfor skal man som tilskuer tage i Ceres Park og se AGF mod Viborg?
Jamen, man kan da ikke bede om større drama. Det bliver fantastisk nervepirrende og intenst. Og holdet har virkelig brug for fansenes støtte.

Hvad er dit bud på kampens resultat og første målscorer?
Jeg håber og tror på en 2-0-sejr. Når nu Duncan har karantæne, håber jeg, at Bundu kan komme ind og lave en afgørende scoring. Han ser spændende ud.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->