DAP tager gerne endnu en forsvarstørn

Af: SHC - Foto: Getty Images den 11. marts 2017, kl. 17:39

Daniel A. Pedersen blev kastet hovedkulds ind i midterforsvaret mod Randers FC, og han var efterfølgende godt tilfreds med den måde, opgaven blev løst på.

Da han ankom til stadion i Randers små to timer før kampstart, havde Daniel A. Pedersen indstillet sig på, at han skulle starte kampen mod Randers FC på bænken. Men så blev Dzhamaldin Khodzhaniiazov skadet under opvarmningen, og DAP måtte tage plads i midterforsvaret - en plads, han ikke har spillet siden sine unge dage i Silkeborg IF.

- Det var i løbet af opvarmningen, at 'Djamal' måtte melde pas, og så var det bare med at gøre sig klar. Jeg startede nok lidt forsigtigt og forsøgte at gøre det basale, for jeg var nødt til lige at komme ind i det og føle mig tilpas på den uvante position. Men alt i alt synes jeg, det gik okay, siger DAP, der følte sig bedre og bedre tilpas i forsvaret efterhånden som kampen skred frem.

- Efter en svær første halvleg fik vi meget bedre styr på det i den anden halvleg, og jeg synes, vi spillede en god defensiv anden halvleg. Det er klart, at der var lidt fejl i begyndelsen af kampen, men jeg blev også kastet ind i det nærmest uden, jeg havde rørt en bold eller varmet ordentlig op. Det var ikke godt, at vi ikke holdt nullet, men så meget desto mere var det dejligt, at vi fik udlignet til sidst.

Nu er spørgsmålet så, om vi også kan forvente, at se DAP som centerback igen på onsdag, hvor AGF møder Horsens i pokalturneringen?

- Jeg spiller på den plads, som træneren vil ha', jeg spiller. Nu må vi se - der var nogle af holdkammeraterne, der slog sig, og som sikkert godt kan mærke kampen i de kommende dage. Men vi skal nok være helt klar til pokalkampen på onsdag med et slagkraftigt og godt hold, siger DAP, der sandsynligvis ikke kommer til at spille med Chris Ikonomidis, der i kampen mod Randers måtte udgå med en skulderskade, og som derfor ikke forventes at blive klar til onsdag.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->