Hattrick og saksesparksscoring i liga-kampe

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 13. marts 2017, kl. 11:55

U17 og U19 tørnede lørdag sammen med Lyngby på Fredensvang, og begge opgør bød på mange og flotte scoringer - og sammenlagt fire point til de to AGF-hold.

De tre point sørgede U17 for, da AGF-drengene i overbevisende stil vandt 5-2 over Lyngby.

Kampen blev indledt i et højt tempo, som U17 dikterede, og efter godt tyve minutter faldt den første scoring ved Magnus Kaastrup. Herefter overtog Anton Søjberg scenen med scoringer i det 25. og 35. minut, og ti minutter ind i anden halvleg fuldendte angriberen, der er kommet til AGF fra samarbejdsklubben VSK Aarhus op til denne forårssæson, sit hattrick.

Lyngby fik reduceret til 1-4, inden Daniel Thøgersen med en fremragende frisparksscoring gjorde det til 5-1. Kort før tid lykkedes det endnu engang gæsterne at pynte på resultatet, så måltavlen viste 5-2, da dommeren fløjtede af.

- Vi var rigtig gode og kunne have vundet større. Vi spillede i et højt tempo og gjorde mange ting rigtige. I de første tyve minutter forsvarede Lyngby sig godt, men herefter sad vi på spillet, lød det efter kampen fra cheftræner Morten Mølkjær.

Med de fem scoringer har U17 nu scoret 18 mål i de seneste fire kampe, og det er ifølge Mølkjær resultatet af øget konkurrence på holdet og fokus på afslutningstræningen.

- I opstarten har vi haft fokus på at få output på alle vores offensive aktioner. Vi har registreret alle vores afslutninger i træningskampene og til træning, og Dennis (assistenttræner Dennis Ramonn Olsen, red) har arbejdet meget med de offensive spillere omkring denne del. Og så har det også stor betydning, at der er en stor konkurrence om pladserne helt i front. Mange byder sig til, og det er med til at holde angriberne skarpe, siger Mølkjær.

På lørdag sender han sit hold i aktion mod AaB på udebane

U19 hentede forårets første point

U19 spillede lørdag 2-2 mod Lyngby på hjemmebane - og ganske bemærkelsesværdigt faldt alle fire scoringer i de første 45 minutter.

Alexander Amnitzbøll sørgede for en drømmestart, da han efter 10 minutter på fornem vis saksesparkede en nedfaldsbold i mål. I løbet af tyve minutter havde gæsterne dog vendt op og ned på det hele og med to scoringer bragt sig i front. Inden pausen sørgede Emil Christensen dog for at bringe balance i regnskabet, da han headede et hjørnesparksindlæg fra Kasper Lunidng i mål.

Et kvarter ind i anden halvleg blev Lyngby reduceret til ti mand, og U19 pressede på for at score sejrsmålet. Det kastede også flere store chancer af sig, men de blev dog ikke omsat til scoringer.

- Vi spiller en fin kamp, hvor drengene arbejder hårdt og viser god attitude og vilje. Vi har fin kontrol over Lyngby, men da vi kommer i overtal mangler vi lige den sidste skarphed til at tage alle tre point, siger cheftræner Christian Flind Bjerg.

Næste opgave for U19 er på lørdag, hvor AaB venter på udebane.

Øvrige resultater i talentafdelingen

U15: Esbjerg - AGF 0-2
U14: FC København - AGF 2-4
U13: FC København - AGF 2-4
U12: FC Midtjylland - AGF 2-5

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->