115 år med fodbold i AGF

Af: KDJ - 2. november 2017, kl. 14:37

Det er i dag præcis 115 år siden, at AGF spillede sin første fodboldkamp nogensinde.

AGF er en af Danmarks ældste idrætsforeninger. Stiftelsen fandt sted den 26. september 1880, men det var først 22 år senere, at fodbold blev en fast del af klubben. Det skete med en kamp mod Olympia, der blev spillet i dag - for præcis 115 år siden 

I 1902 sagde AGF ja til at medvirke i en turnering i Aarhus, og den første kamp skulle spilles mod Aarhus Idrætsklub Olympia. Kampen fandt sted den 2. november 1902 på Galgebakken. Det var et højtideligt øjeblik, hvor klubben for første gang nogensinde kunne stille elleve mand fra start på en fodboldbane. 

AGF-spillerne startede første halvleg med at spille op ad bakken, og disse svære vilkår gjorde ikke tingene nemmere mod et i forvejen stærkt og erfarent Olympia-hold. Vi stillede ganske vidst fra start med den tidligere AB-profil Axel Bang, der var kendt for at være særdeles dygtig med bolden, men lige lidt hjalp det. Fem gange lykkedes det Olympia at sparke bolden i netmaskerne.

Bedre gik det i anden halvleg, hvor det nu var blevet AGF-spillernes tur til at have skråningen med sig. Det gav hurtigt bedre forudsætninger i begge ender af banen. Forsvaret blev såvel som angrebet forbedret markant, og det kastede i sidste ende et par fine reduceringer af sig.
 
Begyndelsen på noget stort
I dag husker vi primært tilbage på kampen mod Olympia for dens betydning for fodbolden i AGF. På de efterfølgende 25 år nåede AGF at vinde syv jyske mesterskaber, inden klubben i 1927 blev en del af den nye Danmarksturnering.

28 år senere vandt AGF så sit første danske mesterskab. Det skete blandt andet med Aage Rou på holdkortet. 1955 var tilmed året, hvor den første pokaltitel blev vundet. Siden da er trofæsamlingen blevet mangedoblet, så der i dag er fem danske mesterskaber og ni pokaltitler at fremvise for AGF's nu 115 år gamle fodboldafdeling. 

Foto: Der findes ingen billeder af AGF's første fodboldkamp. I 1920 rykkede AGF ind på Aarhus Stadion, hvor vi har været siden. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->