Effektiviteten til forskel i U17-nederlag

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 16. november 2017, kl. 16:32

AGF's tophold i U17 Ligaen løb onsdag ind i sæsonens andet nederlag, da hjemmekampen mod FC København blev tabt 1-2.

AGF-mandskabet havde ellers chancerne til som minimum at få det ene point, og ikke mindst i anden halvleg sad U17 tungt på spillet og skabte flere store chancer, men på dagen var gæsterne fra København skarpest og kunne derfor trække sig fra banen med sejren.

FCK havde et lille overtag i første halvleg, og udnyttede det til efter tyve minutter at tage føringen. Halvlegen bød generelt på få chancer, men Gustav Mogensen fik dog en hovedstødsmulighed i helt fri position. Desværre uden mål til følge.

AGF-drengene kom ud til anden halvleg med et helt anderledes udtryk. Gæsterne blev presset i bund, og overtaget resulterede i flere gode muligheder. Den største tilfaldt Marcus Ginnerup, der tæt under mål fik en fri afslutning på en returbold, men dygtigt målmandsspil af FCK's keeper forhindrede udligningen. Også Gustav Mogensen og Albert Erlykke Grønbæk havde chancer til at bringe balance i regnskabet, men i stedet for 1-1 udbyggede FCK føringen med et lille kvarter igen.

Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen. Efter et fint gennembrud i højre side af Mikkel Møller Lassen kunne Nikolaj Dahl Sauer med en reducering bringe spændingen tilbage i kampen. Trods et intensivt pres i slutminutterne lykkedes det dog ikke at komme tættere på, og derfor var sæsonens andet nederlag en realitet.

- FCK åbnede kampen lidt anderledes, end vi havde regnet med, og det var vi lang tid om at omstille os til. Der placerer jeg også en stor del af skylden på mig selv. I anden halvleg kommer vi meget bedre ud, presser dem og spiller med et større mod. Vi skaber også flere chancer end dem, men der er i dag (onsdag, red.) skarphed og kvalitet til forskel på de to hold. Drengene arbejder godt, og jeg kan ikke sætte en finger på deres arbejdsindsats i anden halvleg. Første halvleg er til gengæld uacceptabel i forhold til det udtryk, vi skal have, siger Fatah Abdirahman.

Næste opgave for U17 er lørdag d. 25. november, hvor HB Køge kommer på besøg.

Kampfakta - U17 Ligaen
AGF - FC København 1-2 (0-1)
0-1: FCK
0-2: FCK
1-2: Nikolaj Dahl Sauer

AGF:
Johannes Frahm - Mikkel Møller Lassen, Jacob Green-Pedersen, Emil Agerbæk, Frederik Jørgensen - Gustav Mogensen, Jacob Reus (68: Peter Rogers), Nikolaj Dahl Sauer, Marcus Ginnerup (68: Oliver Lund) - Albert Grønbæk Erlykke, Anders Fæster (Viktor Storgaard)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->