Festen blev total i Ceres Park

Af: KDJ - Foto: Ole Nielsen den 18. november 2017, kl. 19:04

Med to scoringer i kampens slutfase blev Mustapha Bundu matchvinder i lørdagens lokalopgør mod Silkeborg IF. Dermed blev festen - på en aften, hvor også AGF Fanclub Aarhus kunne lade sig hylde - total i Ceres Park.

Til kampen var en del af fokus lagt på AGF Fanclub Aarhus. Klubbens officielle fanklub havde for ni dage siden 25-års jubilæum, og det var på den baggrund en flot og velfortjent gestus, der kom til syne, da tilskuerne i Ceres Park efter 25 minutter hyldede fanklubben med klapsalver.

Festen på lægterne havde dog allerede to minutter tidligere fundet sin begyndelse med en scoring fra Morten "Duncan" Rasmussen. André Riel, der var blevet valgt til aftenens startellever, udnyttede sin hurtighed, da han på et løb i dyden kom til baglinjen og fandt sin angrebsmakker foran mål. "Duncan" svigtede ikke fra den korte afstand, og så var vi fortjent foran med 1-0. Scoringen kom oven på en god periode, hvor også André Riel havde haft et godt tilbud for at komme først på måltavlen.

Første halvleg sluttede med et AGF-hold, der blev ved med at lugte blod. Det forblev dog kun lige ved og næsten. Tættest på kom Martin Spelmann, da han fire minutter før den halve time modtog bolden i en helt fri position inde i straffesparksfeltet og herfra måtte se sit forsøg blive afværget på stregen af en Silkeborg-spiller.

Den manglende 2-0-scoring skulle senere i kampen vise sig at koste. Efter en times spil landede et hjørnespark inde midt i AGF's straffesparksfelt. Her stod Simon Jakobsen rigtigt placeret, og så var der desværre bragt balance i regnskabet.

Udligningen gjorde det i kampens afsluttende fase nødvendigt for cheftræner David Nielsen at satse. Mustapha Bundu blev i det 73. minut sendt på banen for at skabe ravage i gæsternes defensiv, og den mission lykkedes til fulde. Fem minutter før tid udnyttede den 20-årige angriber en en-mod-en-situation med Thomas Nørgaard i Silkeborg-målet, og i overtiden sørgede han tilmed for slutresultatet på 3-1, da han fra venstre side i straffesparksfeltet krøllede bolden flot over i det lange hjørne. Dermed blev festen - på en aften, hvor også AGF Fanclub Aarhus kunne lade sig hylde - total i Ceres Park.

Næste opgave for AGF ligger mandag d. 27. november. Her tager holdet en tur til den jyske hede for at møde FC Midtjylland.

Kampfakta - Alka Superligaen
AGF - Silkeborg IF: 3-1 (1-0)
1-0: Morten "Duncan" Rasmussen (23')
1-1: Simon Jakobsen (60')
2-1: Mustapha Bundu (85')
3-1: Mustapha Bundu (91')


Tilskuere: 6.728

Advarsler:
AGF: Mustafa Amini
Silkeborg IF: Gregor Sikosek


AGF:
Steffen Rasmussen - Dino Mikanovic (81: Frederik Møller), Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Jens Stage - Tobias Sana, Mustafa Amini, Martin Spelmann, Jakob Ankersen (73: Mustapha Bundu) - Morten "Duncan" Rasmussen, Andre Riel (88: Mikkel Rask).

Silkeborg IF:
Thomas Nørgaard - Gregor Sikosek, Simon Jakobsen, Tobias Salquist, Jens Martin Gammelby - Sammy Skytte, Ibrahim Moro - Stephan Petersen (63: Jens Okkels), Davit Skhirtladze (69: Casper Sloth), Robert Skov - Gustaf Nilsson (78: Mate Vadsatze).

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->