Flot anden halvleg bag U17-sejr

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 6. november 2017, kl. 22:57

AGF's U17-hold befæstede lørdag førstepladsen i ligaen, da Lyngby blev besejret 4-0.

Alle fire scoringer faldt efter pausen, hvor AGF-drengene løb fra gæsterne og satte tingene på plads. Første halvleg var en mere lige forestilling, hvor Lyngby kunne have bragt sig i front på en friløber i kampens indedning, men hvor hjemmeholdet stille og roligt fik bedre og bedre greb om kampen. Den sidste skarphed manglede dog i de afgørende situationer, men den kom heldigvis efter pausen.

Marcus Ginnerup åbnede scoringen, da han kort ind i halvlegen fulgte op på en returbold, og få minutter senere kunne Nikolaj Sauer (billedet) udbygge føringen. Efter de to hurtige scoringer sad AGF-mandskabet nu på det meste af spillet og fandt hele tiden gode løsninger i opspillet. Kun et par gange var Lyngby nærgående, og i begge situationer diskede Johannes Frahm op med flotte redninger.

Efter en times spil gjorde Jacob Green-Pedersen det til 3-0 efter en dødbold, og få minutter før tid lukkede og slukkede indskiftede Viktor Storgaard, da han blokerede en clearing fra Lyngbys keeper med det resultat, at bolden røg i mål.

Alt i alt en sikker sejr til U17, og cheftræner Fatah Abdirahman hæftede sig især ved den fremgang, holdet viste i anden halvleg.

- Jeg vil gerne rose Lyngby, for de havde læst på lektien i forhold til, hvordan vi gerne ville angribe kampen. Vi formåede i starten ikke rigtig at justere på tingene, og vi var lidt for langsomme til at finde de løsninger, der var. I pausen fik vi snakket om, at vi skulle løfte kvaliteten i vores beslutninger specielt på banens sidste tredjedel, for vi havde egentlig lidt mere tid, end vi lige regnede med. Det formåede vi at gøre til pefektion. Vi fik varieret vores opspil, og det gik op i en højere enhed, fordi vi havde mere kvalitet og gjorde tingene færdige, siger Fatah Abdirahman.

Næste opgave for U17 er på lørdag, hvor FC Midtjylland er modstanderen på udebane.

Kampfakta - U17 Ligaen:
AGF - Lyngby 4-0 (0-0)
1-0: Marcus Ginnerup (43')
2-0: Nikolaj Sauer (47')
3-0: Jacob Green-Pedersen (60')
4-0: Viktor Storgaard (75')

AGF:
Johannes Frahm - Mikkel Møller Lassen (68: Oscar Fuglsang), Jacon Green-Pedersen, Emil Agerbæk, Frederik Jørgensen - Gustav Mogensen, Jon Jokull Hjaltason (68: Magnus Kirchheiner), Nikolaj Sauer, Marcus Ginnerup - Albert Erlykke Grønbæk, Anders Fæster (66: Viktor Storgaard)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->