Legendetrøje-auktion styrker tifo-arbejde

Af: KDJ / Foto: Ole Nielsen - 1. november 2017, kl. 11:28

John Stampes legendetrøje giver mere end 40.000 kr. til tilhængernes tifo-arbejde.

Efter Alka Superligaholdet fornylig spillede i en særlig legende-trøje til ære for John Stampe blev spillernes trøjer fra kampen sat til salg på en auktion hos Odendo.dk til fordel for tifo-arbejdet hos AGF-fansene.

Nu er kassen gjort op og trøjesalget endte med at indbringe hele 41.946,14 kr. til tifo-arbejdet. Dermed får AGF-fansene flere midler til rådighed, når de skal planlægge og fremstille nye tifoer. 

- Beløbet er overvældende, og det er i sig selv fantastisk, at der har været så stor aktivitet omkring auktionen. Det er i det hele taget rigtig specielt, fordi pengene jo netop kommer fra andre AGF-fans, der har støttet tifo-arbejdet, siger fankoordinator i AGF Anders Elbæk Kristensen, der fortæller, at det endnu ikke er blevet besluttet, hvornår pengene skal bruges.

- Tifo-gruppen får nu råderet over pengene, og jeg er sikker på at de allerede nu er i gang med at udtænke nogle fede idéer. Der skal med garanti nok blive lavet nogle både flotte og mindeværdige tifoer, lyder det fra Anders Elbæk Kristensen. 

Allerede på søndag vil man i øvrigt kunne se resultatet af tifo-gruppens hårde arbejde, når vi skal til Randers. Her planlagde gruppen allerede før trøje-auktionen en større tifo. I den forbindelse opfordrer gruppen alle fans til at medbringe halstørklæde. 

Der blev i alt solgt 16 legendetrøjer på auktionen. De blev alle båret af klubbens førsteholdsspillere til kampen mod Lyngby Boldklub d. 18. oktober. Trøjerne er blevet lavet i samarbejde med Hummel for at hylde den afdøde AGF-legende John Stampe. AGF siger tak til alle, der købte en trøje og dermed støttede tifo-arbejdet. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->