Tre AGF'ere udtaget til EM-kvalkampe

Af: BJ / Foto lånt af DBU - 9. oktober 2017, kl. 22:38

Når det danske U17-landshold senere på måneden skal forsøge at spille sig en runde videre i EM-kvalifikationen, er det med tre AGF'ere i truppen.

U17-landstræner Michael 'Mex' Pedersen har således Mikkel Møller Lassen, Daniel Gadegaard Andersen og Gustav Mogensen med i den 20-mands trup, han har udtaget til 1. runde i EM-kvalifikationen, som finder sted i Estland. Her skal Danmark dyste mod Andorra, Skotland og værtsnationen om videre avancemet.

EM-truppen er blevet udtaget i kølvandet på to testkampe mod Tyskland, hvor de tre AGF'ere alle fik mulighed for at vise sig frem. I den første kamp, der endte 1-1, var Mikkel Møller Lassen med fra start, og i den anden testkamp, som resulterede i et 3-4-nederlag, fik Daniel Gadegaard Andersen og Gustav Mogensen chancen fra start.

Lunding også i landsholdsilden

Kasper Lunding har i den forgangne uge deltaget i to testkampe for U19-landsholdet mod Rumænien. Kantspilleren var med fra start i det første møde, som endte med en dansk 1-0-sejr, og han blev skiftet ind med 10 minutter igen i det andet opgør, som danskerne vandt på overbevisende vis med hele 5-1.

Testkampene var forberedelse til de kommende EM-kvalifikationskampe, som venter U19-landsholdet i næste måned i Kroatien.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->