Truppen i godt humør forud for søndag

Af: KDJ - Foto: Ole Nielsen den 20. oktober 2017, kl. 16:26

På søndag går turen til Telia Parken i København, og det er noget, der i spillertruppen bliver set frem til.

Mandagens nederlag var en hård skæbne oven på en ellers god spillemæssig præstation. Det er dog ikke noget, der har taget humøret væk fra spillertruppen. Tværtimod glæder spillerne sig til igen at komme på banen, når vi på søndag møder FC København.

- Humøret er rigtig fint. Man kan ikke mærke, at vi kommer fra et nederlag. Der er god stemning i truppen, og vi ser alle frem til at komme over og spille på et fedt stadion. Jeg tror, at det bliver en fed kamp i en fed kulisse, siger Jakob Ankersen.

Søndagens kamp bliver tilmed første gang, at den 27-årige kantspiller i Superliga-regi kommer til at stå over for sin bror, Peter Ankersen, der til dagligt spiller højre back i FC København. En enkelt gang har de mødt hinanden som modstandere, og her var Jakob Ankersen på det vindende hold i Esbjergs 2-1-sejr over Vejle i den næstbedste række.

- Det bliver selvfølgelig sjovt igen at spille mod min egen bror, men personligt synes jeg egentlig ikke, at det er så specielt, som folk gør det til. Vi har begge været i det her game i så lang tid, at vi efterhånden også godt ved, hvornår vi skal skelne mellem tingene. Uden for banen er vi brødre, men det er vi ikke inde på den, fortæller Jakob Ankersen.

De to brødre har fået det meste af deres fodboldopvækst i Esbjerg fB. Her nåede de tilmed at spille sammen på førsteholdet, inden de efterfølgende tog hver til sit. Peter Ankersen skiftede i 2014 til Red Bull Salzburg, mens Jakob Ankersen året efter tog til IFK Göteborg.

Søndagens kamp sparkes i gang kl. 18. Den kan følges i fjernsynet på TV3+.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->