André Riel: Holdet foran alt andet

Af: SHC - 7. september 2017, kl. 13:24

Der har været stor interesse om vores nyeste tilføjelse til holdet - angriberen André Riel, der skiftede til klubben fra FC Helsingør på transfervinduets sidste dag.

Således også i dag, hvor BT fortæller om vores nyeste spiller. Her er André Riel citeret for, at han hellere vil ligge højere på topscorerlisten, end han vil have AGF højt i tabellen. En udtalelse, der fik flere fans til at spærre øjnene op - for hvad var det egentlig, Riel mente?

- Det er selvfølgelig ikke sådan, jeg har det. Holdets succes står foran alt andet - det kommer altid først. Jeg har da ambitioner om at score mange mål og dermed komme op ad topscorerlisten. Og hvis jeg scorer mål, så kommer det også til at gå holdet godt. Men jeg fik desværre formuleret mig dumt og klodset, og jeg vil gerne undskylde til fans og holdkammerater, at det kunne fremstå sådan, at jeg sætter min egen succes over holdet. For det gør jeg naturligvis ikke. Det er ikke mig, det drejer sig om, men AGF, understregede André Riel efter dagens træning, hvor han gav sine holdkammerater en undskyldning og varslede kvajekage til truppen.

- Jeg skal ikke sætte mig selv i sådan en dum situation. Det var urutineret af mig, at jeg ikke fik formuleret mig bedre. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har ambitioner og gerne vil lave mange mål - det er også derfor AGF har købt mig. Men holdet og vores præstation vil altid være det vigtigste for mig, siger André Riel, der ser frem til at bevise det på lørdag, når Randers FC kommer på besøg i Ceres Park.

- Hvis jeg bliver udtaget til kampen mod Randers, vil fansene ikke være i tvivl om, at jeg vil give alt for den her klub og for, at vi får et godt resultat.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->