Ankersen: En speciel oplevelse

Af: KDJ / Foto: Polfoto - 18. september 2017, kl. 22:18

AGF hentede mandag aften en vigtig 2-1 sejr, da vi gæstede FC Nordsjælland på Right to Dream Park. Jesper Juelsgård og Jakob Ankersen var et par glade spillere oven på sejren i Farum.

- Det handlede i dag om, at vi skulle arbejde jernhårdt. Det havde vi lovet hinanden at gøre, og det må man sige, vi lykkes med. Vi får lukket rigtig godt af for Nordsjællands dygtige spil med bolden, og derefter formår vi at straffe dem på kontrastød og dødbolde. Det gør det derfor ekstra tilfredsstillende at stå med tre point i bagagen, sagde Jesper Juelsgård, der samtidig tilfreds med, at holdet formåede at rejse sig oven på sidste rundes nederlag. 

- Vi havde klart noget at skulle bevise i dag i forhold til sidste weekends kamp, hvor vi ikke var stolte af vores præstation. Det formår vi at rode bod på med sæsonens første udesejr, og det er selvfølgelig noget, vi er enormt glade for.

Jesper Juelsgård var ikke den eneste AGF-spiller med et højt humør. Denne mandag aften sad det måske bredeste smil på Jakob Ankersen, der kom på måltavlen for første gang i sæsonen.

- Det var utrolig dejligt at få hul på bylden, og at det så sker med et afgørende mål i dagens sejr er selvfølgelig med til at gøre det ekstra særligt. Det var en speciel oplevelse, lød det fra Jakob Ankersen efter kampen.

Udover Jakob Ankersen, så fik også Martin Spelmann scoret mod FC Nordsjælland. Den 30-årige arbejdshest huggede sit 1-0 mål i kassen efter 51 minutter, mens Ankersens kasse faldt ni minutter senere på en dejlig aften på kunstgræsset i Farum. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->