David Nielsen ny cheftræner i AGF

Af: SHC - Foto: Getty Images den 30. september 2017, kl. 11:27

AGF har ophævet samarbejdet med cheftræner Glen Riddersholm. Ny cheftræner bliver David Nielsen, der forlader cheftrænerjobbet i Lyngby Boldklub til fordel for AGF.

Efter en længere periode med svingende og utilfredsstillende resultater har AGF i dag ophævet samarbejdet med cheftræner Glen Riddersholm.

- Vores resultater har i en længere periode været for dårlige og vi har præsteret alt for svingende i såvel Alka Superliga som i DBU Pokalen - en udvikling, vi ikke er trygge ved. Vi gik ind til den her sæson i håbet om, at vi kunne præstere mere stabilt, hvilket ikke er lykkedes. Efter nøje overvejelser har vi derfor besluttet, at der skal nye kræfter til i forsøget på at indfri vores målsætninger i AGF, siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen, der understreger, at det er med vemod, at AGF nu siger farvel til Glen Riddersholm.

- Jeg takker staben, spillerne, ungdomstrænerne og de mange frivillige for en fantastisk tid og fansene for en sublim opbakning i AGF, og jeg ønsker klubben alt det bedste for fremtiden, siger Glen Riddersholm.

Ny træner mandag
Som afløser for Glen Riddersholm henter AGF David Nielsen, der har fået ophævet sin aftale med Lyngby Boldklub. David Nielsen - der er 40 år og udover Lyngby også tidligere har været træner for Nest-Sotra og Strømsgodset i Norge - starter allerede på mandag i AGF, hvor han er ansat frem til sommeren 2020.

- Vi er glade for at kunne tiltrække en så dygtig træner som David Nielsen til at stå i spidsen for vores Alka Superligahold. Fodboldfagligt har David en stærk ballast, og han er meget tydelig og klar i sin måde at være træner og leder på. Derudover besidder han nogle af de egenskaber - såsom at være passioneret og hårdt arbejdende - som vi vægter højt og noget vi tror på, vil smitte positivt af på klubben som helhed. Så vi glæder os til, at han starter på mandag, siger Peter 'PC' Christiansen.



Assistenttræner Lars Friis' fremtidige rolle i klubben er p.t. uafklaret. Der vil hurtigst muligt blive udpeget en assistenttræner til David Nielsen.

AGF vil gerne takke Glen Riddersholm for den dedikerede indsats, han har ydet for klubben, og ønsker ham al mulig held og lykke fremover.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->