En festdag i Thorsø

Af: KDJ - 6. september 2017, kl. 12:03

I går havde AGF valgt at rykke klubben ud til Thorsø, hvor man på Tungelund Aktivitetscenter fik fornøjelsen af at møde Serie 4-holdet fra Thorsø-Tungelund IF i en showkamp. Det var dog ikke kun fodbolden, som var i fokus på en solrig sensommerdag, hvor der også var blevet gjort plads til masser af godt humør.

- Målet var at få stablet en kæmpe fest på benene, og det lykkedes vi godt med. Vi håbede på at nå et sted mellem 300-500 gæster, og det var en stor tilfredsstillelse at se det tal blive overgået. Det har for alle mennesker i og omkring Thorsø været fantastisk stort at få AGF på besøg. AGF var med til at sætte en tyk streg under, at de også ville skabe en fest, og det var noget der dagen igennem blev sat pris på fra alle de fremmødte gæster, sagde medarrangør Martin Jagd Mohrsen efter gårsdagens showkamp.

Også AGF kunne mærke den positive stemning omkring arrangementet i Thorsø, hvor især klubbens spillere blev mødt med masser af kærlighed. Pierre Kanstrup var blot glad for at kunne give noget tilbage til de mange fremmødte gæster og ikke mindst børn.

- Det har været super hyggeligt at være med heroppe i Thorsø. Der var dagen igennem masser af glade mennesker og ikke mindst børn, som vi først fik lov til at bruge noget tid sammen med i nogle sjove træningsøvelser og derefter også kunne glæde med lidt autografer og en showkamp mod det lokale hold, lød det fra Pierre Kanstrup efter gårsdagens showkamp.

Lokalbefolkningen gav en hjælpende hånd
Da det først blev aftalt, at Thorsø-Tungelund IF ville få besøg af AGF i en showkamp, var der ikke kun stor jubel at spore hos Serie 4-holdet. Det var der også hos resten af lokalbefolkningen i Thorsø, der med det samme sprang til for at hjælpe til med forberedelserne.

- I forbindelse med at der blev sagt ja til showkampen mod AGF, forsøgte vi med det samme at få skabt liv og opbakning omkring begivenheden i lokalsamfundet. Det viste sig så heldigvis, at opbakningen var enorm i og med, at alle mennesker i Thorsø var klar til give en hjælpende hånd til forberedelserne, og det har vi selvfølgelig været utrolig taknemmelige for her i Thorsø-Tungelund IF, sagde Martin Jagd Mohrsen efter gårsdagens showkamp.

Arrangementet var i top
I går løb det hele så at stablen, og det var med en stor portion succes. Omkring 600 mennesker havde valgt at tage turen forbi Tungelund Aktivitetscenter, hvor de blev mødt med et arrangement, der fra start til slut kørte på skinner. Martin Jørgensen, der i forbindelse med showkampen gjorde comeback i AGF-trøjen, var en af dem, som havde stor ros til overs for arrangørerne.

- Det var dagen igennem tydeligt, at der har været et godt initiativ bag arrangementet her i Thorsø. Det har været rigtig godt organiseret, og så var vi selvfølgelig også heldige med vejret. Alt sammen var med til at gøre det hele til en unik oplevelse, ikke kun for spillerne, men også for alle de mennesker, der var ude og kigge forbi, lød det fra Martin Jørgensen efter gårsdagens showkamp.

AGF vandt gårsdagens showkamp med 10-1. Den enlige målscorer for hjemmeholdet var Simon Ringholm.

Aros _Thorsø

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->