FC Fredericia venter i pokalturneringen

Af: KDJ / Foto: Ole Nielsen - 21. september 2017, kl. 10:51

I morgen triller pokalfodbolden igen. For vores vedkommende gælder det en udekamp mod FC Fredericia, hvor der er flere gode bekendte af AGF.

Torsdag rejser vi lidt sydpå for at møde FC Fredericia i 3. runde af DBU Pokalen. Det er et opgør, der ligesom vores forrige pokalkampe, har sin helt egen lille historie at fortælle.

Senest AGF og FC Fredericia stiftede bekendtskab med hinanden var i NordicBet Ligaen i 2014/2015-sæsonen. AGF vandt to ud af de tre indbyrdes opgør, men det ændrede ikke på, at det alligevel var en sæson, der også endte lykkeligt for torsdagens værter.

AGF sikrede sig en relativ komfortabel oprykning til Superligaen. Anderledes svær var sæsonen for FC Fredericia, der helt frem til sidste spilledag kæmpede for at undgå nedrykning, og det var AGF, der inddirekte sørgede for, at FC Fredericia fik endnu en sæson i 1. division. FC Fredericia måtte den 6. juni 2015 hjemme på Monjasa Park nøjes med et 1-1-resultat mod HB Køge, hvilket betød, at en AB-sejr i Aarhus ville kaste holdet ned i 2. division. AB kæmpede bravt i Ceres Park, men AGF formåede dog at gøre deres pligt ved at vinde kampen med 5-3.
 
Gensyn med velkendte AGF-ansigter
To år senere har en række velkendte AGF-ansigter nu deres fodboldmæssige hverdag i byen ud til Lillebælt.

Torsdagens pokalkamp bliver således et glædeligt gensyn med tidligere AGF-træner- og spiller Jesper Sørensen, der står i spidsen for FC Fredericia, samt vores tidligere målmandstræner Maciej 'Magic' Wasyniuk, der målmands træner i FC Fredericia. Derudover løber der også tre tidligere  AGF-spillere Adrián López "Piscu" Ródriguez, Dennis Høegh og Frans Dhia Putros rundt i Frederica. Især sidstnævnte har haft gang i en positiv sæsonstart, som indtil videre har kastet fire mål af sig. 
 
Afskeden med en legende
Gensynet på torsdag bringer måske også tankerne tilbage den 30. november 2014 med lidt vemod i øjnene. Selvom det på papiret bare lignede en almindelig fodboldkamp som alle andre, var der mere i den end som så.

Martin Jørgensen havde nemlig bestemt sig for, at kampen i Fredericia skulle være hans sidste - ikke kun i en AGF-trøje, men også som aktiv fodboldspiller. Han kunne fra grønsværen på Monjasa Park kigge tilbage på en 21 år lang karriere, der havde budt på næsten alt, hvad et fodboldhjerte kan begære. Minderne er mange om Martin Jørgensen og den kolde novemberaften i Fredericia står tilbage som et af dem. Her fik vores midtbanekoryfæ lov til at slutte af i den samme hvide trøje, der i 1994 havde præsenteret hans talent for resten af Danmark. 

Truppen mod FC Fredericia
18 spillere er blevet udtaget til pokalkampen - heriblandt 18-årige Kasper Lunding, der fik sin AGF-debut i sidste runde mod VSK Aarhus. Truppen ser ud som følgende:

1.Steffen Rasmussen / 3. Niklas Backman / 4. Daniel A. Pedersen / 7. Jakob Ankersen / 8. Mustafa Amini / 9. Kasper Junker / 10. Martin Spelmann / 11. Tobias Sana / 13. Morten "Duncan" Rasmussen / 14. Jens Stage / 15. Mikkel Rask / 17. Adama Guira / 19. Mustapha Bundu / 20. Frederik Møller / 23. Pierre Kanstrup / 21. Andre Riel / 26. Aleksandar Jovanovic / 35. Kasper Lunding.
 
Head2Head
AGF har siden 2006 mødt FC Fredericia i syv betydningsfulde kampe. AGF har vundet fem af dem, mens FC Fredericia har vundet to. 

Det seneste møde de to hold imellem fandt sted i maj 2015. Dengang vandt FC Fredericia med 1-0 i Ceres Park. 

Der er kampstart i morgen aften kl. 20.30. Kampen spilles på Monjasa Park i Fredericia. Både AGF Fanclub og Samlet for Aarhus arrangerer busture. Støt dem og tag med bussen til Fredericia torsdag aften. Vi ses

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->