Ny U13-træner på plads

Af: BJ - 22. september 2017, kl. 15:56

Mikkel Schøning Koch overtager 1. november cheftrænerposten på AGF's U13-hold.

Trods sin unge alder har 22-årige Mikkel Schøning Koch stor trænererfaring. Han har tidligere været koordinator for AGF Talentcenter Nord og U13-træner i samarbejdsklubben HEI. Senest har han været tilknyttet AC Horsens, hvor han har stået i spidsen for klubbens U10-U12-sektor og også været inde omkring U13- og U14-holdene.

Fra 1. november hedder udfordringen dog AGF, hvor han overtager cheftræneransvaret på U13 efter Lasse Vinning. Han får samtidig mulighed for at arbejde med fodbold på fuld tid.

- Jeg brænder for at arbejde med mennesker og udvikling - og fremfor alt at være med til at udvikle drengene både menneskeligt og fodboldmæssigt. Det bliver en spændende udfordring i AGF, som jeg glæder mig til at tage fat på. Jeg er parat til at ofre alt for fodbold, og jeg ser frem til at arbejde med fodbold på fuld tid nu, siger Mikkel Schøning Koch, der af samme årsag har taget orlov fra sin læreruddannelse.

Han overtager en årgang, som han i forvejen har et indgående kendskab til. Godt halvdelen af spillerne har han tidligere trænet på AGF's talentcenter, og for sportschef Peter 'PC' Christiansen har det været en ekstra bonus.

- Vi er glade for, at det med Mikkel er lykkedes os at finde en kompetent afløser for Lasse Vinning. Mikkel har vist, at han har både de menneskelige og fodboldfaglige kvaliteter, der skal til for at udvikle spillere på dette alderstrin, og han er samtidig også parat til at arbejde hårdt for at dygtiggøre både sine spillere og sig selv. At han i forvejen har et stort kendskab til årgangen er helt klart en bonus, og vi ser frem til, at han bliver en del af trænerstaben i talentafdelingen, siger sportschef Peter 'PC' Christiansen.

Mikkel Schøning Koch er oprindelig fra Stensballe, hvor han startede sin trænergerning. Han har også været træner i Hatting/Torsted. Han er i besiddelse af DBU's B2-trænerlicens, og vil ved førstkommende lejlighed starte på A-træneruddannelsen.

Udover U13 kan U15 også se frem til at få en ny cheftræner, og her forventer klubben snarligt at kunne offentliggøre, hvem der overtager trænerroret efter Hans Paarup.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->