Tre lune point i Farum

Af: KDJ /Foto: Polfoto - 18. september 2017, kl. 22:13

Mandag aften var vi rejst til Farum for at få genoprejsning mod FC Nordsjælland efter sidste uges tunge nederlag hjemme i Ceres Park. Og det lykkes til fulde med en sejr over Alka Superligaens tophold - den første i syv år i Farum.

Fundamentet til opturen på Right to Dream Park blev lagt i første halvleg, hvor AGF-spillerne med et aggressivt pres gjorde livet surt for Alka Superligaens førerhold. Hjemmeholdet havde således svært ved at få gang i deres ellers normalt så gode kombinationsspil.

Også defensivt havde Kasper Hjulmands tropper problemer, og med lidt større kvalitet over afslutningerne kunne vi have bragt sig i front. Største mulighed stod Martin Spelmann for, da han fra venstre side i straffesparksfeltet fremtvang en lav refleksredning fra Runar Alex Runarsson, der i situationen var nødsaget til at dirigere bolden ud til hjørnespark. Tættere på et føringsmål kom ingen af de to hold, og AGF-spillerne kunne gå mest tilfredse til pause.

Fra anden halvlegs start fortsatte "de hviie" med at imponere på kunstgræsset i Farum med en arbejdsiver, der ikke var blevet mindre i pausen. I det 51. minut gav det hårde endnu en god scoringsmulighed, og igen var det Martin Spelmann, som var på færre. Med en lækker aflevering bag om støttebenet blev han spillet fri i feltet af Tobias Sana. Et velplaceret skud fandt vej til venstre side af netmaskerne, og så var vi ellers i front på Right to Dream Park.

Nu havde gæsterne for alvor fået færden af noget stort i Farum. Spillerne fortsatte den gode fight, og med en halv time igen umøntede den hårde indsats sig i et fantastisk øjeblik for Jakob Ankersen. Kantspilleren fik en nedfaldsbold for fødderne efter med et hjørnespark, og herfra tøvede han ikke med at sparke til læderet - en klog beslutning, da bolden med stor hastighed fløj ind bag en prisgivet FCN-keeper. Målet var ikke kun vigtigt i forhold til kampens udfald. Det var også Ankersens første mål i en officiel AGF-kamp. 

0-2-scoringen gav et godt udgangspunkt for AGF i kampens sidste fase. Derfor var det også kun naturligt, at FC Nordsjælland fik mere og mere spil i offensiven. Med ni minutter igen kunne vi ikke holde stand mere. Det rødklædte hjemmehold fik tildelt et frispark på kanten af straffesparksfeltet, hvorfra Emiliano Marcondes i den efterfølgende sekvens var sikkerheden selv. Med en kølig inderside krøllede den kommende Brentford-spiller kuglen op i nærmeste målhjørne, og så var der ellers igen spænding om resultatet i Farum.

FC Nordsjælland pressede i kampens slutminutter på for en udligning. Der var flere gange optræk til den, men heldigvis forblev det kun lige ved og næsten. AGF'erne slap med skrækken og kunne efter dommerens slutfløjt omfavne hinanden i glæde over tre lune point. 

Efter sejren indtager vi nu syvendepladsen i Alka Superliga. Næste kamp er allerede på torsdag, når vi skal til Frederica i DBU Pokalen.  

Skærmbillede 2017-09-18 Kl . 22.03.22
 
Kampfakta:

FC Nordsjælland - AGF: 1-2 (0-0)
0-1: Martin Spelmann (51')
0-2: Jakob Ankersen (60')
1-2: Emiliano Marcondes (81)
 
Advarsler:
FC Nordsjælland: Andreas Skovgaard
AGF: Jesper Juelsgård, Aleksandar Jovanovic
 
FC Nordsjælland:
Runar Alex Runarsson - Viktor Tranberg (71: Mathias Rasmussen), Victor Nelsson, Andreas Skovgaard (62: Patrick da Silva) - Karlo Bartolec, Magnus Kofod Andersen, Mathias Jensen, Patrick Mtiliga - Ernest Asante, Emiliano Marcondes, Tobias Mikkelsen (61: Mads Aaquist).
 
AGF:
Aleksandar Jovanovic - Frederik Møller, Jesper Juelsgård, Pierre Kanstrup, Dino Mikanovic - Jakob Ankersen, Mustafa Amini, Adama Guira (87: Daniel A. Pedersen), Martin Spelmann - Tobias Sana (66: Andre Riel), Morten "Duncan" Rasmussen (78: Kasper Junker).

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->