U19 i tungt nederlag

Af: KDJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 19. september 2017, kl. 22:56

U19 havde før weekenden fået en godkendt start på sæsonen. I lørdags skulle man så forsøge at hive den tredje sejr i hus for på den måde at holde trit med U19 Ligaens to førerhold i form af FC Midtjylland og FC København. Det lykkedes dog ikke, da FC Nordsjælland besøgte Fredensvang.

Kampen startede egentlig positivt for AGF, der i løbet af de første 15 minutter havde godt styr på begivenhederne. Man formåede dog ikke at drage fordel af den gode periode, og herfra gik det hurtigt ned ad bakke for hjemmeholdet.

Flere individuelle fejl fulgte, og de blev alle straffet prompte af en skarp Nordsjælland-offensiv. Ved stillingen 0-3 forsøgte AGF at jagte en reducering, der kunne have bragt lidt af spændingen tilbage i opgøret, men den kom dog aldrig. I stedet fik gæsterne fuldendt eftermiddagen med to yderligere mål, hvilket gjorde, at de kunne rejse fra Aarhus med en yderst komfortabel sejr i bagagen.

U19-træner Mike Tullberg er selvfølgelig skuffet over nederlaget, men han kan også sagtens se, hvilke positive ting, der kan tages med fra oplevelsen i lørdags.

- Det kan selvfølgelig være svært at få øje på de positive aspekter ved et nederlag på den her størrelse. Men for mit vedkommende, så vil jeg hellere have, at vi taber en kamp på individuelle fejl end på, at spillerne ikke følger den plan, som vi har lagt. Det gjorde spillerne i lørdags, og derfor kan jeg heller ikke sætte en finger på den arbejdsindsats, de trods alt leverede mod en svær modstander, siger U19-træner Mike Tullberg.

Næste opgave for AGF's U19-drenge kommer på lørdag, hvor AaB venter i Aalborg. Kampen starter kl. 13.00.

Kampfakta - U19 Ligaen:
AGF - FC Nordsjælland: 0-5
0-1: Andreas Olsen (14')
0-2: Andreas Olsen (74')
0-3: Jakob Johansson (75')
0-4: Andreas Olsen (85')
0-5: Niklas Toft Kristiansen (89')

AGF:
Daniel Gadegaard Andersen - Quoc Minh Truong, Christian Bech (78: Martinus Mandal), Sebastian Lund Hausner, Daniel Lønborg Thøgersen (78: Jakob Kiilerich Rask) - Kasper Lunding Jakobsen, Søren Gustav Bugge Jepsen, Benjamin Hvidt (61: Noah Grøn Iversen), Magnus Kaastrup - Mads Mikkelsen, Alexander Ammitzbøll.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->