U19 tabte pusten i Aalborg

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 24. september 2017, kl. 19:53

U19 førte 2-1 efter de første 45 minutter i lørdagens udekamp mod AaB, men måtte i sidste ende indkassere et 2-3-nederlag.

Første halvleg var en lige forestilling, hvor AGF-mandskabet generelt havde fin kontrol over kampen. Godt midvejs åbnede Alexander Ammitzbøll scoringen, da han fulgte op på et blokeret skud, som Benjamin Hvidt sendte afsted.

Ti minutter senere svarede hjemmeholdet igen efter afstemningsproblemer i venstre forsvarsside, men Magnus Kaastrup sørgede med en fremragende soloaktion for en ny etmåls-føring efter de første 45 minutter. 

I anden halvleg mistede AGF-mandskabet grebet om kampen, og i for store perioder kom spillet til at foregå på AaB's præmisser. Ti minutter før tid kostede det en udligning i en situation, hvor det dog så ud til, at AaB's målscorer tog hånden til hjælp. Og kort før slutfløjtet blev det til endnu en AaB-scoring og dermed et ærgerligt nederlag.

- Jeg synes, vi spiller en god første halvleg, og vi skal også føre med mere end et mål ved pausen. Da vi i starten af anden halvleg bliver nødt til at tage både Lunding og Ammitzbøll ud, formår vi ikke længere at holde fast i bolden på den sidste tredjedel af banen, og det bliver mest af alt en forsvarskamp, hvor man også godt kan se, at det er naivt udtryk, vi har. Godt nok skal der dømmes hånd på bolden ved udligningen til 2-2, men generelt er det ikke ufortjent, at AaB vinder. Vi har en del at gå på i forhold til udtrykket på holdet, og man kan godt se, at syv ud af de otte bagerste er førsteårs. Det skal ikke være en undskyldning, men det er noget, vi skal lære af, siger U19-cheftræner Mike Tullberg.

U19 møder på lørdag OB på hjemmebane.

Kampfakta - U19 Ligaen
AaB - AGF 3-2 (1-2)
0-1: Alexander Ammitzbøll (25')
1-1: AaB (35')
1-2: Magnus Kaastrup (40')
2-2: AaB (80')
3-2: AaB(88')

AGF:
Daniel Gadegaard Andersen - Quoc Minh Truong (80: Christian Bech), Sebastian Hausner, Jakob Kiilerich, Daniel Thøgersen - Benjamin Hvidt - Kasper Lunding (55: Marcus Hogan), Søren Gustav Bugge Jepsen, Mads Mikkelsen, Magnus Kaastrup - Alexander Ammitzbøll (55: Noah Grøn Iversen)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->