U19 vandt 4-1 over Randers

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 10. september 2017, kl. 22:20

AGF's U19-hold løb fra Randers i anden halvleg af lokalopgøret og hentede en 4-1-sejr.

Opgøret bar præg af en bane, der ifølge cheftræner Mike Tullberg mest af alt mindede om en dyrskueplads, og derfor blev det også en mere fighterbetonet forestilling end poleret fodboldspil. 

De første 45 minutter endte uden scoringer efter en tæt affærre. Anden halvleg var derimod kun lige fløjtet i gang, før det første mål faldt. Christian Bech spillede bolden i dybden til Alexander Ammitzbøll, og han udplacerede Randers' keeper.

Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen og fik udlignet få minutter senere. Efter en time blev Noah Grøn Iversen sendt i aktion, og det var med til at sætte mere skub i AGF-offensiven. Efter godt en time sørgede Kasper Lunding på ny for en AGF-føring, og to minutter senere blev den udbygget af netop indskiftede Noah Grøn Iversen. AGF-mandskabet havde på det tidspunkt god kontrol over kampen, og med et kvarter slog Mads Mikkelsen sejren fast.

- Det var en tæt kamp - også selvom cifrene måske siger noget andet. Vi lukker deres omstillinger ned fra kampens start, og de får heller ikke lov til at komme til farlige indlæg, som er deres varemærke. Vi får sat spillet godt, men bliver ikke rigtigt farlige, da vores positionering ikke er god nok i feltet, og vi søger også i for få situationer afslutningen. Det får vi justeret i pausen, og det kommer allerede til udtryk i det 46. min ved Ammitzbølls scoring. Vi vidste på forhånd, at vi ikke var det bedste duelhold, men det bedste fodboldhold, og det viser vi også i anden halvleg. Vi spiller direkte, får mange folk i feltet og får også afsluttet og scoret. Det var en rigtig flot kamp af vores unge hold, siger Mike Tullberg.

Næste opgave for U19 er på lørdag, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på Fredensvang.

Kampfakta - U19 Ligaen:
Randers FC - AGF 1-4 (0-0)
0-1: Alexander Ammitzbøll (46')
1-1: Jakob Kiilerich Rask (48, selvmål)
1-2: Kasper Lunding (63')
1-3: Noah Grøn Iversen (65')
1-4: Mads Mikkelsen (73')

AGF:
Daniel Gadegaard Andersen - Quoc Minh Truong, Christian Bech, Jakob Kiilerich Rask, Daniel Thøgersen - Kasper Lunding (85: Jacob Trenskow), Søren Gustav Bugge Jepsen, Benjamin Hvidt, Magnus Kaastrup (60: Noah Grøn Iversen) - Mads Mikkelsen, Alexander Ammitzbøll (73: William Just)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->