AGF igen i talent-toppen

Af: SHC - 26. april 2018, kl. 13:22

Også i den kommende sæson kan AGF arbejde under en A-licens i talentsektoren.

I AGF's talentsektor er der glæde i dag oven på, at DBU i går offentliggjorde, at AGF også i den kommende sæson er blandt landets A-licensklubber - den højeste rangering indenfor talentudvikling.

- Det glæder os, at vi har fået fornyet vores A-licens i ungdom for 18/19, så vi får ro til at fortsætte og udbygge vores elite-setup. DBU skærper gradvist kravene til klubberne, og vi skal arbejde hårdt og målrettet på banerne og i administrationen for at honorere disse krav. Så vi jubler lige nu over fornyelsen af licensen, men i morgen arbejder vi determineret videre med at udvikle vores elite-setup i AGF, siger talentchef i AGF, Allan Frederiksen.

Som noget helt nyt har DBU ansat en auditør, der har besøgt hver enkel licensansøger for at udarbejde en individuel rapport over talentmiljøet i de enkelte klubber. Denne nye indsigt har erstattet de hidtidige inputs fra U-landstrænerne og indgår i Herreungdomsgruppens vurdering af klubbernes licenstildeling, der gives ud fra en vurdering af for eksempel uddannelsesniveau på trænere, samt en sportslig vurdering af klubbens elitære niveau.

Foruden A-licensklubberne har DBU's Herreeliteungdomsgruppe også udvalgt de klubber, der i den kommende sæson skal have B- og T-licens, og her har to klubber i AGF Klubsamarbejde fået fornyet deres T-licens, der gives til årgangene U-13 - U-15 for at støtte gode ungdoms- og udviklingsmiljøer og for at styrke en bred talentmasse.

- Det er meget positivt, at Lyseng og FC Skanderborg også i den kommende sæson har en T-licens. Det vidner om det seriøse talentarbejde, der foregår i klubberne - ikke bare hos de to med T-licens, men hos mange klubber. Og det er vigtigt for udviklingen af fodbolden i hele Østjylland, at vi har et bredt fundament, siger Allan Frederiksen.

Med tildelingen af A-licensen får AGF deltagelse i DBU's U17- og U19 liga 2018/19, og i den højeste U13-, U14 og U15 række ved turneringsstart i sommeren 2018. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet