David Nielsen: Noget af det bedste i min tid

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 13. april 2018, kl. 21:57

Efter 2-1 sejren over FC Helsingør var det en tilfreds cheftræner David Nielsen, der kunne se tilbage på en kamp med ganske fint AGF-spil.

Der var vist bred enighed hos de fleste århusianere på vej hjem fra Ceres Park her til aften om, at sejren over FC Helsingør godt kunne ha' været større end de 2-1, der til sidst stod på lystavlen. 

For selv om det i perioder blev unødig spændende, så spillede AGF i andre perioder noget af det flotteste fodbold længe. Sådan lød vurderingen efter kampen fra cheftræner David Nielsen. 

- De første 20 minutter af anden halvleg er det noget af det bedste, jeg har set i min tid i AGF. Vi dominerer på bolden og kombinerer os flot til mange chancer. Så taber vi godt nok noget af vores momentum og det skal vi blive bedre til at bevare. Men jeg er tilfreds med, at har rigtig gode perioder i kampen og har muligheden for at score flere gange, sagde David Nielsen, der har mødt FC Helsingør mange gange - i både Alka Superligaen og i 1. division, da han var træner i Lyngby. 

- Og jeg har ikke tidligere været med til at dominere et Helsingør-hold så meget som vi gjorde i dag. Selvfølgelig er det ikke godt nok, at de får scoret og vi så bliver forkrampet i en periode efter. Men vi slår flot tilbage og ingen kan vist være i tvivl om, at vi fortjente sejren, sagde David Nielsen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->