Håber på stor opbakning til SIF-kamp i morgen

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 7. april 2018, kl. 11:17

Der venter os en spændende fodboldkamp i morgen, når Silkeborg IF kommer på besøg i Ceres Park kl. 18.

Efter sejren i Hobro i sidste uge kan vi med endnu en sejr i morgen, slå et vigtigt hul ned til naboerne fra Silkeborg i vores pulje i Alka Superligaens slutspil.

Men skal det lykkes, kræver det en lige så god opbakning som holdet har været velsignet med i de senere kampe - både hjemme og ude. Derfor håber holdet, at se mange i Ceres Park i morgen kl. 18.

- Jeg glæder mig til at spille hjemme foran vores fantastiske publikum, der gav os så god en opbakning sidste søndag i Hobro. Når vi har dem i ryggen, så kan vi nå langt, og det bliver dejligt at spille igen i Ceres Park, siger Mustapha Bundu

For cheftræner David Nielsen har den flotte opbakning holdet har oplevet i 2018 - både ud og hjemme - været en af nøglerne til, at vi kun har tabt en enkelt  kamp i foråret. Og med udsigten til godt vejr og en vigtig kamp, så håber cheftræneren, at se mange på lægterne i Ceres Park i morgen.

- Den opbakning vi har haft gennem hele foråret, er en af grundene til, at vi har præsteret så relativt godt som vi har. Vi har de stærkeste fans, og vores opgave er nu, at give dem en god oplevelse på hjemmebane. Så vi håber, at der kommer mange og støtter os i Ceres Park i morgen. Ude er godt, men hjemme skal være bedst, slår David Nielsen fast.

Med udsigten til sol og to-cifrede varmegrader er der da også lagt op til en stor aften i Ceres Park. Vi åbner AL Bank Fanzonen kl. 16.30 med underholdning for både store og små. Og husk, at børn under 15 år kommer gratis til fodbold i Ceres Park.

Så kom i Ceres Park, nyd stemningen i AL Bank Fanzonen inden kampen og støt holdet frem mod flere point i det slutspillet. Billetter købes her. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet