Pusic på ny på pletten - og nu tre på stribe

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 13. april 2018, kl. 21:51

For anden kamp i træk indtog Martin Pusic matchvinderrollen, da FC Helsingør fredag aften blev besejret 2-1 i Ceres Park.

En dejlig forårsaften i Ceres Park tilsat fed stemning, godt fodboldspil, lidt (unødvendig) spænding og tre point på kontoen. Hvad mere kan man næsten forlange? Ja, de 6.612 tilskuere kunne endnu engang juble over en sejr - og at dømme ud fra stemningen er der hos mange AGF-fans lagt op til en god fredag aften i byen. 

Her vil de ganske givet vende den fodboldkamp, de lige havde været vidner til. Og hvad så de så. Ja, i størstedelen af kampen var det et AGF-hold i kontrol - og overtaget udmøntede sig i flere store chancer, hvor et par af dem var i kategorien "direktører". Heldigvis fik det ingen indflydelse på udfaldet, selvom det blev lidt for spændende i slutfasen.

Første halvleg blev åbnet med en god hovedstødsmulighed til Martin Pusic, der efter sin matchvinderscoring mod Silkeborg havde fået chancen fra start.

Gæsterne fra Nordsjælland blev for det meste af tiden presset godt tilbage på banen, men de var dog ikke ueffne på kontra, og Douglas var tæt på at udnytte en sådan til et tidligt føringsmål, men hans afslutning mod det lange hjørne gik forbi mål.

Det samme var tilfældet fem minutter senere for Jens Stage, der tæt under mål blev spillet helt blank af Tobias Sana, men til overraskelse for Stage selv og de mange tilskuere havnede bolden forbi mål.

Ti minutter senere var Stage igen på færde efter en omstilling, men i stedet for at afslutte selv forsøgte han forgæves at spille chancen større.

FC Helsingør var sjældne gæster foran Jovanovic' mål - og det nærmeste de kom en scoring, var et friskt langskudsforsøg fra Tontini.

Mere præcision var der kort efter i den anden ende af banen. Mustafa Amini fandt med en præcis stikning Tobias Sana i dybden, og med en resolut afslutning sørgede svenskeren for en 1-0-føring, der også var stillingen ved pausen.

Anden halvleg blev indledt med et massivt AGF-pres. Ja, i perioder mindede det om powerplay i ishockey, og især unge Magnus Kaastrup gav i flere situationer prøver på sine iøjnefaldende driblefærdigheder.

Omkring en times spil opstod der store chancer til både Tobias Sana, Jens Stage og Daniel A. Pedersen, og man sad kun og ventede på, at føringen ville blive fordoblet. Men så skete det, som ikke måtte ske. Et langt diagonalskift fra højre mod venstre havnede i det bagerste område ag feltet, hvorefter bolden blev spillet skråt bagud til indskiftede Anders Holst, der med en kølig afslutning udplacerede Jovanovic.

Udligningen gav blod på tanden hos gæsterne, og kampbilledet var pludselig helt anderledes. Nu var det en mere åben forestilling med muligheder i begge ender. Både Martin Pusic og Douglas kom således frem til gode chancer, som dog ikke blev udnyttet.

Pusic havde dog ikke i sinde at gå fra banen uden en scoring. Med et kvarter igen forlængede Daniel A. Pedersen et hjørnespark til bagerste stolpe, hvor den østrigske angriber dukkede op og headede bolden i mål til 2-1 - hvilket også blev kampens resultat. Dermed kunne spillere og fans i fællesskab glæde sig over den tredje sejr på stribe.

Allerede på tirsdag venter FC Helsingør igen og jagten på fire på stribe.... 

Kampfakta - Alka Superliga 
AGF - FC Helsingør 2-1 (1-0)
1-0: Tobias Sana (28')
1-1: Anders Holst (64')
2-1: Martin Pusic (76')

Tilskuere: 6.652

Advarsler:
AGF: Daniel A. Pedersen

AGF:
Alkesandar Jovanovic - Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Casper Højer Nielsen - Jens Stage (68: Bror Blume), Daniel A. Pedersen, Mustafa Amini, Magnus Kaastrup (68: Mustapha Bundu) - Tobias Sana, Martin Pusic

FC Helsingør:
Adrian Kappenberger - Pascal Gregor, Søren Henriksen, Daniel Jørgensen (56: Anders Holst) - Adnan Mohammed (85: Tobias Christensen), Mikkel Basse, Felipe Tontini, Christian Køhler, Matheus Leiria - Nicholas Mortensen (65: Frederik Bay), Douglas

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->