U19 nedlagde Nordsjælland i flot kamp

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 7. april 2018, kl. 23:08

AGF's U19-hold vandt lørdag 2-1 over FC Nordsjælland. Martinus Mandal blev matchvinder.

- Det er nok den flotteste kamp, vi har spillet i denne sæson.

Sådan lød den korte opsummering fra Mike Tullberg, da AGF.dk fangede ham over telefonen på vej hjem fra Farum - og med en 2-1-sejr i bagagen.

I kampens indledning så det ellers ikke ud til, at U19 skulle få et ben til jorden mod FCN, der stillede med flere af de unge spillere, der på det seneste har fået en del Superliga-minutter. AGF-mandskabet blev spillet ned, men fik dog redet stormen af - blandt andet takket være godt målmandsspil af Daniel Gadegaard Andersen. 

Indgangen til kampen var, at U19 skulle være modige og turde spille med FCN, og efter at spillerne havde kastet nervøsiteten i kampens indledning af sig, begyndte de at spille de rigtige bolde og finde de rigtige rum på banen. Det udmøntede sig også i en scoring sat ind af Alexander Ammitzbøll, der oversprintede hjemmeholdets defensiv og sendte bolden i mål. FCN fik dog inden pausen bragt balance i regnskabet efter en omstilling.

De gode takter, som U19 havde vist i slutningen af første halvleg, blev taget med ind til de sidste 45 minutter, og en flot indsats over hele linjen blev belønnet med et kvarter igen, da Martinus Mandal (billedet) opsnappede en løs bold og satte sejrsmålet ind. 

Cheftræner Mike Tullberg var fuld af lovord over indsatsen.

- Vores oplæg var, at vi skulle ud og spille fodbold med dem og skulle kunne matche dem på bolden. Vi skulle være modige i vores opspil og tage chancer. Dette formår vi slet ikke i starten, og vi spiller meget nervøst. Efter 10-15 min begynder vi at spille med dem og begynder at finde Jacob Trenskow i nogle gode positioner, og vi begynder at matche dem på bolden. Det fortsætter vi med i anden halvleg, og alle er med til at gøre hinanden gode både defensivt og offensivt. Det var i det hele taget en flot U19-kamp, som kunne være tippet til begge sider, men drengene bliver belønnet for det mod, de viser. Og så er det også dejligt at se, at lige meget hvem vi sætter ind, så gør de det godt. I dag er vi uden Kasper Lunding (karantæne, red.) og Magnus Kaastrup, og vi lykkedes med at spille lidt anderledes og uden deciderede kanter, siger Mike Tullber, der fremhæver Jacob Trenskow, som spillede sin første U19-kamp fra start, og målmand Daniel Gadegaard Andersen.

U19, der efter dagens sejr indtager andenpladsen i rækken, skal i aktion på næste lørdag, hvor AaB gæster Fredensvang.

Kampfakta - U19 Ligaen:
FC Nordsjælland - AGF 1-2 (1-1)
0-1: Alexander Ammitzbøll (25')
1-1: Jacob Steen Christensen (36')
1-2: Martinus Mandal (76')

AGF:
Daniel Gadegaard Andersen - Sebastian Hausner, Jakob Kiilerich, Christian Bech - Quoc Mih Truong, Benjamin Hvidt, Søren Gustav Bugge Jepsen, Mads Mikkelsen, Daniel Thøgersen - Jacob Trenskow (Martinus Mandal), Alexander Ammitzbøll

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet