Finalesejr i Atlantic Cup efter straffespark

Af: BJ - 5. februar 2018, kl. 23:41

AGF satte mandag på bedste vis punktum for rækken af testkampe, da finalen i The Atlantic Cup blev vundet over tjekkiske FK Jablonec. Efter 1-1 i ordinær spilletid skulle afgørelsen findes i straffesparkskonkurrence, og her viste AGF-spillerne de bedste nerver.

Finalesejren kom først og fremmest i hus efter hårdt arbejde. Ikke mindst i anden halvleg, hvor tjekkerne dominerede, men et godt fightende AGF-mandskab red stormen af.

FK Jablonec, der indtager en øjeblikkelig ottendeplads i den tjekkiske liga, viste sig at være et boldsikkert og pasningsstærkt mandskab. I kampens første kvarter var boldbesiddelsen da også klart i deres favør, men AGF-defensiven stod generelt godt og kom i vejen, når angrebene skulle afsluttes. Bortset fra en flugter efter to minutter blev Jablonec derfor aldrig for alvor farlige, og Aleksandar Jovanovic blev ikke tvunget ud i redninger.

Anderledes snert og pågåenhed var der over AGF's angrebsspil, der som oftest kom til udtryk i hurtige omstillinger. Føringsmålet var dog ikke en omstilling, men resultatet af en fremragende aflevering over en halv banelængde fra Adama Guira til Tobias Sana. Offensivspilleren med den kælne teknik behandlede oplægget efter fortjeneste, tog bolden ned med kattepoten og sendte den med et perfekt lob over Jablonecs keeper og i mål.

Få minutter senere var Sana ved at gentage kunststykket. I en kontra slap Jakob Ankersen igennem i venstre side, og med en præcis centring spillede han Sana helt fri. Igen forsøgte svenskeren sig med et lob, men denne gang gik forsøget lige forbi den ene opstander.

Sana kom i centrum igen efter godt en halv time. Jablonecs venstre back Jankovic tog hånden til hjælp i straffesparksfeltet. Dommeren pegede prompte på straffesparkspletten - et forsøg, som Sana blev sat til at sparke, men desværre havde tjekkernes keeper luret ham, og skuddet blev pareret.

Fem minutter senere var det igen tæt på at blive 2-0. Først førte en velkonstrueret kontra til en chance ved forreste stolpe til Jakob Ankersen, men hans afslutning blev blokeret. Og på det efterfølgende hjørnespark headede Daniel A. Pedersen i fri position forbi mål. 1-0-føringen holdt således halvlegen ud.

Fra anden halvlegs start blev tjekkerne mere dominerende med bolden, og til forskel fra første halvleg blev spilovertaget nu også omsat til chancer. AGF-spillerne havde svært ved at fastholde bolden, og for dem udviklede det sig mest af alt til en forsvarskamp.

Efter 51 minutter faldt udligingen i en situation, hvor der i et par omgange ikke blev tacklet færdigt i defensiven, og i sidste ende havnede bolden hos Jakub Povazanec, der fra kanten af feltet udplacerede Jovanovic.

Efter udligningen fortsatte tjekkerne med at presse på, og de havde også mulighederne til at tage føringen. I det 56. minut måtte Jovanovic diske op med en god redning på en helt fri hovedstødschance tæt under mål, og derudover spillede tjekkerne sig frem til et par helt åbne skud- og hovedstødsmuligheder, men forsøgene blev sendt forbi mål. Trods intensivt pres holdt AGF-defensiven stand, og måltavlen viste 1-1, da slutfløftet lød

Dermed skulle finalen afgøres på straffespark, og her viste AGF-spillerne de bedste nerver. Godt nok brændte Pierre Kanstrup det andet spark, men Aleksandar Jovanovic svarede hurtigt igen ved at tage tjekkernes efterfølgende forsøg, og da den serbiske keeper også tog sig af Jablonecs sjette spark, var finalen afgjort.

Det var tredje gang, at AGF deltog i The Atlantic Cup, men første gang, at vi endte øverst på sejrsskamlen i træningsturneringen, der tidligere er blevet vundet af HNK Rijeka, FC Zenit Skt. Petersborg, Dynamo Moskva, FCK, Rapid Wien, FCM og Elfsborg.

Alt i alt en god afslutning på træningslejren i Portugal. Næste opgave er på næste mandag, hvor Hobro venter på udeane i forårspremieren i Alka Superligaen. 

Kampfakta - finalen i The Atlantic Cup:
AGF - FK Jablonec 6-5 (efter straffespark, ordinær kamp 1-1)
1-0: Tobias Sana (25') 
1-1: Jakub Povazanec (51')
----
Straffespark:
2-1: Jakob Ankersen
2-2: Jablonec
Pierre Kanstrup brænder
Jablonec brænder
3-2: Niklas Backman
3-3: Jablonec
4-3: Daniel A. Pedersen
4-4: Jablonec
5-4: Martin Pušić
5-5: Jablonec
6-5: Magnus Kaastrup
Jablonec brænder

AGF:
Aleksandar Jovanovic - Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Daniel Thøgersen (85: Björn Daniel Sverrisson) - Martin Spelmann (85: Magnus Kaastrup), Adama Guira, Daniel A. Pedersen, Jakob Ankersen - Tobias Sana (67: Mustafa Amini), Mustapha Bundu (56: Martin Pušić)

FK Jablonec:
Hrubý - Jankovíc, Pernica, Lischka, Hanousek - Masopust, Trávník, Povazanec, Jovovic - Dolezal, Chramosta (67: Tomas)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet