AGF henter Martin Pušić

Af: SHC / Foto: Lars Rønbøg/Getty Image - 1. februar 2018, kl. 0:49

Den rutinerende angriber Martin Pušić er ny mand i den hvide trøje.

AGF styrker nu offensiven med den 30-årige angriber Martin Pušić, som vi henter i FC København på en aftale frem til sommer. 

Martin Pušić kom til hovedstadsklubben sidste sommer efter en periode i Sparta Rotterdam.

Tidligere har Pušić blandt andre tørnet ud for Esbjerg fB og FC Midtjylland, hvor han hos sidstnævnte blev topscorer i Alka Superligaen i 2014/2015-sæsonen med 17 mål.

Nu gælder det så AGF for den rutinerede østrigske angriber med de kroatiske rødder og den gode målnæse. 

- Martin har tidligere bevist sit værd som en veltestet og dygtig angriber i Alka Superligaen, og jeg tror, at alle kender Martins kvaliteter som angriber. Han er fysisk stærk, arbejdsom, dedikeret og en dygtig afslutter. Så vi ser meget frem til at se Martin i den hvide trøje, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen. 

Efter aftalen faldt på plads sent onsdag aften, støder angriberen så hurtigt som muligt til AGF-truppen, der i øjeblikket er på træningslejr i Portugal.

Før han kom til FC København i sommeren 2017 var Martin Pušić udlejet fra sin tidligere klub, FC Midtjylland til Sparta Rotterdam, hvor det i foråret 2017 blev til seks mål i 14 kampe.

Martin Pušić har i alt scoret 37 mål i 88 Alka Superliga-kampe.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet