Duncan skifter til polsk klub

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 30. januar 2018, kl. 21:09

Angriber Morten Duncan Rasmussen fortsætter karrieren i polsk fodbold

Morten Duncan Rasmussen skifter fra AGF til den polske klub Pogon Szczecin. 

Skiftet er kommet i stand efter angriberen tirsdag morgen fik lov til at rejse fra træningslejren i Portugal til Polen for at forhandle sine personlige vilkår på plads, samt gennemgå et lægetjek med henblik på en transfer.

Dette er tirsdag aften faldet på plads og Morten Duncan Rasmussen skifter dermed med øjeblikkelig virkning til Pogon Szczecin i den bedste polske liga.

- Duncan har fået mulighed for et sidste udenlandseventyr som vi ikke vil stå i vejen for. Det er ingen hemmelighed, at Duncan ikke havde udsigter til at spille så meget som han tidligere har gjort, hvad der naturligvis ikke er tilfredsstillende for en ambitiøs angriber som ham. Så sammenholdt med hans ønske om at komme ud en måske sidste gang, er det her den bedste løsning for alle parter. Vi ønsker Duncan alt det bedste og held og lykke med de nye udfordringer i Szczecin, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Morten Duncan Rasmussen debuterede for AGF tilbage i 2002, og efter ophold i en række udenlandske og andre danske klubber fik han comeback for AGF i 2016. Det er siden blev til 30 mål i den hvide trøje. I foråret 2017 blev Duncan den mest scorende spiller i Alka Superligaens historie, da han scorede sit mål nummer 140 i en kamp mod Viborg FF. 

- Duncan har en stor plads i AGF's nyere historie. Men i lyset af udsigterne til en begrænset spilletid og det faktum, at vi råder over flere dygtige angribere i truppen, har vi accepteret hans ønske om et klubskifte i en søgen efter mere spilletid. Så nu ser vi fremad, og vi er fuld af fortrøstning for fremtiden med det talentfulde kobbel af dygtige offensive spillere, vi råder over i truppen, siger sportschef Peter Christiansen. 

I indeværende sæson er Morten Duncan Rasmussen noteret for 19 optrædener i den hvide trøje og fire mål. Nu fortsætter jagten på mål i Szczecin i den nordvestlige del af Polen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet