Mindeord: Bruno Jensen er gået bort

Af: OH - 9. januar 2018, kl. 14:22

Tidligere AGF-centerforward Bruno Jensen er død, 79 år.

Da Bruno Jensen i begyndelsen af 1960 kom til Aarhus for at aftjene sin værnepligt ved Jydsk Telegrafregiment i Langelandsgade, indmeldte han sig i AGF. I hjembyen Fredericia var han allerede kendt som en målfarlig angriber på det lokale fodboldhold, og han havde i 1959 været topscorer i Jyllandsseriens sydkreds.

Han deltog for AGF i den anden kvartfinalekamp i Europacuppen for mesterhold mod SL Benfica på Aarhus Stadion den 30. marts 1961, hvor han som venstre innerwing erstattede den skadede Aage Rou Jensen. I dagene op til kampen oplevede han og flere andre AGF-spillere, at spillere og ledere fra Benfica besøgte dem på deres arbejdspladser, for Bruno Jensens vedkommende på et monteringsværksted på havnen. For portugiserne, der var fuldtidsprofessionelle, var det ubegribeligt, at deres modstandere gik på arbejde hver dag, og kun trænede om aftenen. Kampen viste da også, at der var stor forskel på de to hold, da Benfica sikkert vandt 4-1 og efterfølgende finalen.

Bruno Jensens havde sin bedste sæson på AGF's divisionshold i 1964, hvor han udgjorde en farlig angrebstrio med Henning Enoksen og Jørn Bjerregaard. AGF-holdet vandt den sæson sølvmedaljer med 30 point for 22 kampe, kun 1 point efter mesterholdet B 1909 og et point foran KB på tredjepladsen.

I alt blev det i sæsonerne 1960-1966 til 17 mål i 65 kampe for AGF's bedste hold. Efter årene som fodboldspiller på topniveau var han en del af det populære AGF-showhold med spillere fra guldalderholdet i 1950'erne og andre kendte AGF-spillere, der var efterspurgte over hele landet, og som rejste rundt og deltog i opvisningskampe i forbindelse med klubjubilæer og lignende.

Bruno Jensen boede i mange år med sin familie på Stenhøjsvej tæt på AGF's anlæg, og han fattede interesse for tennissporten. Igennem mange år var han et kendt ansigt på AGF's tennisanlæg, hvor han udover selv at spille udøvede et stort uegennyttigt lederarbejde og i en årrække tillige var formand. Bruno og hans hustru Lillians datter Gitte var i 1980'erne en af Danmarks bedste kvindelige tennisspillere.

Æret være Bruno Jensens minde.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->