Aarhus Walk samler byen inden første hjemmekamp

10. juli 2018, kl. 8:33

Kom til Aarhus Walk inden sæsonens første hjemmekamp, hvor vi samlet går til Ceres Park.

Når AGF den 22. juli spiller sæsonens første hjemmekamp mødes tusindvis af fans, familier og fodboldglade århusianere på Ingerslevs Boulevard til den første Aarhus Walk nogensinde, hvor byen sammen går til sæsonens første kamp på Ceres Park. 

- Vi har et nært og stærkt forhold til byen - det skal Aarhus Walk være med til at markere. Aarhus Walk handler også om at inddrage Stadion Allé og bruge vores placering for enden af aksen fra byen til Ceres Park til at skabe en begivenhed, der omfavner hele byen. Så vi håber, at århusianerne vil bakke op om den første Aarhus Walk, så vi sammen kan skabe en ny fodboldtradition i byen, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen. 

Masser af underholdning - også til ungerne
Aarhus Walk finder sted søndag den 22. juli kl. 13 på det grønne område ved Ingerslevs Boulevard foran Sankt Lukas Kirke. For her starter aksen mod Ceres Park, hvor Stadion Allé markerer den ikoniske linje fra stadion mod byen - og dermed symbolsk markerer forbindelsen mellem AGF og Aarhus. 

Fra kl. 13 åbner Aarhus Walk med en stor fanzone med boder, barer, street-food, musik, underholdning og aktiviteter. Blandt andet åbner Sankt Lukas Kirken dørene for en særlig AGF-andagt, hvor man kan få velsignet sæsonen, hvis man ønsker det eller måske blot vil lytte til smuk korsang i kirkens flotte rum, der i dagens anledning er pyntet op i hvide farver. 

Ude på scenen på det grønne område kan man blandt andet opleve Jøden, Ham Den Lange og Kejser A, mens MGP-vinder Mille også kommer med sin sang; "Til næste år", hvis titel nok klinger velkendt i mange AGF-fans' ører. 

Skærmbillede 2018-07-09 Kl . 21.50.36 (1)

(Mille vandt MGP 2018 med sangen "Til næste år". Den 22.7 optræder hun til Aarhus Walk)

Udover Mille fra MGP, så kan de århusianske børn også glæde sig til hoppeborge og andre sjove aktiviteter som man kender det fra AL Bank Fanzonen fra Ceres Park, der i dagens anledning er rykket til Ingerslevs Boulevard og udvidet kraftigt.

Det hele starter kl. 13 og kl. 14.30 sætter vi så ud på gåturen langs den historiske akse på Stadion Allé, der bliver et flot skue af hvidt og blåt denne sommersøndag, hvor tusindvis af århusianere sammen vil gå til sæsonens første kamp i Ceres Park. 

Aarhus Walk er åben for alle, men man skal dog - helt som normalt - ha' billet for at komme ind til den efterfølgende fodboldkamp på Ceres Park, der står mod FC Nordsjælland. Den kan købes her.

Mangler du stadig sæsonkort til den nye sæson, så læs mere her.

Vi ses til den første Aarhus Walk nogensinde - søndag den 22. juli kl. 13


Skærmbillede 2018-07-09 Kl . 21.45.12

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet