AGF søger trænere til de yngste årgange

Af: BJ - 2. juli 2018, kl. 10:46

Vil du være med til at skabe et kvalitetstilbud til de helt unge fodboldspillere i AGF?

Med et helt nyt klubhus og snart en ekstra fodboldbane har AGF fået rammerne til give endnu flere drenge et godt fodboldtilbud. Vi ønsker at styrke indsatsen omkring børnefodbolden og skabe et kvalitetstilbud til drenge, der elsker at spille fodbold. Derfor søger vi engagerede og dygtige trænere til årgangene U5-U9.

Som børnetræner i AGF er du en del af ungdomsafdelingen, som har taget hul på en ny spændende udviklingsproces.

Din opgave bliver at træne og inspirere dit holds børnespillere samt forestå et velfungerende samspil med deres forældre.

Træneruddannelse, coaching og et inspirerende trænermiljø
I AGF indgår du i et inspirerende trænermiljø, hvor vi værdsætter dygtig- og pålidelighed, kvalitet samt en ordentlig opførsel. Vi tilbyder "at klæde dig på" til træneropgaven ved at uddanne dig gennem DBUs træneruddannelse samt give dig sparring og coaching i dit daglige trænervirke. Desuden får du ekstraordinære muligheder for faglig udvikling og dygtiggørelse i en hverdag tæt på vores elitetrænere i AGF Talent. Og selvfølgelig sørger vi for, at du kommer gratis ind på Ceres Park, når AGFs førstehold spiller turneringskampe.

Kom med på vores trænerhold i AGF
Hvis du har lyst til at komme med på trænerholdet i AGF, så skriv en mail til fodboldformand Steffen Olesen, hvori du fortæller lidt om dig selv:

Du skal skrive til: steffen.olesen@agf.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Fakta om AGF
Vi er landets næstældste idrætsforening og holder til - sammen med vores superligahold - på vores eget, privatejede baneanlæg på Terp Skovvej 16-20, 8260 Viby J (Fredensvang). Her har vi lige taget et af de mest moderne klubhuse i Skandinavien i brug. Vi er samtidig ved at forbedre faciliteterne på vort baneanlæg med etablering af en ny 11 mands græsbane. Vi har ca. 4.000 medlemmer fordelt på 7 idrætsgrene - herunder ca. 400 medlemmer af fodboldafdelingen. I AGF spiller vi fodbold i 11 måneder om året. Med over 600 officielle danske mesterskaber under Danmarks Idrætsforbund er vi landets mest vindende idrætsforening nogensinde.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet