AGF spiller testkamp mod Hamburger SV

Af: BJ - 6. juli 2018, kl. 15:02

Ligaholdets tredje testkamp finder sted i Tyskland. Lørdagens testkamp mod Brabrand er udsat til en senere lejlighed.

Kl. 15 i dag møder AGF den tyske klub Hamburger SV i den tredje testkamp i opstarten til den nye sæson i Superligaen.

Modstanderen i testkampen - der spilles i Hamborg - har ikke været omtalt tidligere, da Hamburger SV har ønsket, at kampen ikke blev åbnet for offentligheden. Derfor har AGF ikke kunne fortælle, hvem vi skulle møde i testkampen før nu. 

- Kampen bliver spillet på Hamburger SV's træningsanlæg, som ikke kan rumme den publikumsinteresse, der traditionelt er for klubbens kampe - også "blot" testkampe. Derfor har HSV bedt om, at vi ikke fortalte, hvem vi skulle møde før lige op til kampstart. De vurderede simpelthen, at der ville komme for mange lokale fans til, at de kunne håndtere det. Så de ønskede ikke offentlighed om kampen før nu, hvilket vi naturligvis respekterede - det vigtigste for os er, at holdet får en god testkamp mod en stærk modstander, siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen. 

Nedrykket storklub
Dagens testmodstander er nok kendt af de fleste. HSV havde sin storhedstid i 70'erne og 80'erne med flere mesterskaber og europæiske triumfer. Men de senere år har det haltet for den nordtyske klub og efter rekordmange år i Bundesligaen rykkede den tyske storklub i sidste sæson ned i 2. Bundesliga, hvor de indleder sæsonen den 3. august og ligesom for AGF er dagens testkamp også en del af den tyske klubs forberedelser til deres kommende sæson.

AGF har tidligere mødt Hamburger SV i en testkamp. Tilbage i 2002 blev det til en 1-0 sejr til tyskerne, der gennem historien har haft de tre tidligere AGF'ere, Lars Bastrup, Stig Tøfting og Allan K. Jepsen på holdkortet.

HSV_Mickey Doyle 200102-2

(AGF mødte senest HSV tilbage i 2002 i en træningskamp på Ceres Park) 



Testkamp lørdag er udskudt
I morgen skulle vi også have mødt Brabrand hjemme på Fredensvang i endnu en testkamp, men den kamp er blevet udskudt til en senere lejlighed. Så altså INGEN testkamp på Fredensvang i morgen - lørdag den 7. juli. 

Kampen fra Hamburg livestreames. Gå til HSV's hjemmeside her eller til HSV på Facebook.

AGF live-dækker også kampen på Twitter, ligesom der er mere fra testen her på AGF.dk senere i dag.

Sæsonen starter den 14. juli med en kamp i Herning mod FC Midtjylland. Husk også Aarhus Walk, når vi spiller den første hjemmekamp søndag den 22. juli. Her skal vi alle følges til sæsonens første kamp i Ceres Park

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet