Barnebarn gjorde sin morfar til Årets AGF Fan

11. juli 2018, kl. 21:13

Takket være sit barnebarn blev Jimmi Birk Årets AGF Fan.

Sammen med Århus Charter ledte vi i foråret efter 'Årets AGF Fan', hvor vi fik hjælp fra rigtig mange fans og andre, der nominerede hinanden, venner, naboer og familiemedlemmer. 

Der var rigtig mange gode bud på en vinder, men da Christian Emil Birk Jakobsen skrev til os om hans morfar blev vi og Århus Charter overbevist om, at her var vinderen af den flotte rejse som Århus Charter havde sat på højkant.

Christian skrev blandt andet:

"Siden jeg var ca. 10 år har min bedstefar taget mig med på stadion. Han har siden da betalt mig mange sæsonkort, pølser og Faxe Kondi på stadion.  Min morfar og Jeg har haft rigtig mange minder sammen på stadion, og det vil jeg aldrig være foruden. I dag er Jeg 21 år, og kommer stadig på stadion med min morfar, og vil forhåbentlig gøre det mange år endnu.

Som studerende kan det være svært, at gengælde alle de stadion-ture min morfar har givet mig, så derfor håber jeg, at jeg sammen med Århus Charter kan give min mormor og morfar en tur i sydens sol som tilbagebetaling for alle vores ture på stadion, samt en tilbagebetaling til min mormor for alle de søndage, jeg har lånt min morfar og til alle de udekampe, hvor hun har serveret stadionplatter foran fjernsynet til min morfar og Jeg.

Som en bonusinfo, kan jeg berette om, at min morfar selv har spillet på AGF's divisionshold tilbage i 1968-1970, hvorfra vores passion for klubben stammer fra"

Lød det blandt andet fra Christian i den fine nominering af hans bedstefar, Jimmi Birk, der altså løb med titlen og en rejse til Tyrkiet fra Århus Charter.

Tillykke til Jimmi og tak igen til Christian for den fine nominering. Og ikke mindst tak til alle jer, der legede med.

Herunder kan du komme med, da Christian overbragte sin morfar den gode nyhed. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet