AGF forlænger med Nimo Gribenco

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 11. juni 2018, kl. 10:57

Nimo Gribenco og AGF forlænger samarbejdet med en ny aftale frem til sommeren 2020.

AGF og Nimo Gribenco har fået papir på hinanden indtil sommeren 2020. Således har AGF forlænget aftalen med den unge århusianer med halvandet år. Gribencos kontrakt - der blev indgået i vinteren 2016 - stod ellers til at udløbe til nytår. Men nu har han altså forlænget med AGF frem til sommeren 2020. 

- Selv om Nimo ikke har spillet meget i den forgangne sæson, så tror vi stadig på ham. Det er klart, at det er nu han skal vise, at han formår at udvikle sig yderligere, men det tror vi også på, at han kan. Han er uomtvisteligt et stort fodboldtalent med nogle unikke offensive kvaliteter, vi ikke ser så meget i Superligaen, men han skal fortsat forbedre sig - fysisk som mentalt. Vi tror på Nimo og vi er spændte på, hvilke skridt han tager hen over sommeropstarten og i den kommende sæson - en sæson, der kan blive definerende for den unge mands karriere, siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen.

Fire kampe for liga-holdet er det i alt blevet til for Nimo Gribenco, der stammer fra Aarhus og har en fortid i Hasle Boldklub, Fuglebakken og Skovbakken før han kom til AGF som U14-spiller og i 2017 blev rykket op i Superliga-truppen fra U19-holdet. Med den nye kontrakt går Gribenco nu efter, at få flere kampe og dermed sit endelig gennembrud som seniorspiller.

- Jeg er meget glad for, at AGF har ønsket at forlænge min aftale og jeg er taknemmelig for klubbens tro på mig som spiller. Det ser jeg frem til betale tilbage med flere kampe og gode præstationer, og det handler for mig nu om at arbejde endnu hårdere og lære fra trænere og medspillere. Så tror jeg også, at der ligger flere kampe og venter på mig, siger Nimo Gribenco, der lige nu er på sommerferie som resten af truppen, der indleder arbejdet frem mod den nye sæson den 19. juni. Første testkamp for holdet er lørdag den 23. juni mod FC Midtjylland i Ceres Park. 

Her kan du se eller gense, da Nimo Gribenco sidste år besøgte sin barndomsklub, Fuglebakken KFUM: 

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet