God test mod svensk tophold

Af: SHC / Foto: Ole Udengaard - 30. juni 2018, kl. 16:43

Lørdag eftermiddag spillede Superligaholdet sin anden testkamp i opstarten frem mod turneringsstarten. I Sverige blev det til en god og til tider også intens testkamp mod Djurgårdens IF.

Vi vil gerne presse os selv. Sådan lød det fra cheftræner David Nielsen inden lørdagens testkamp mod Djurgårdens IF, som aktuelt er nummer fire i Allsvenskan, der lige nu har sommerpause, men som starter op igen allerede om en uges tid.

Dermed måtte man formode, at svenskerne er lidt længere fremme i deres forberedelse end AGF - "lidt mere spidset til", som David Nielsen formulerede det inden truppen tog til Sverige, og kampen netop dermed kunne blive den gode og hårde test, som cheftræneren ønskede sig - og David Nielsen fik, hvad han havde håbet på i dagens testkamp.

Det var dog gæsterne, der begyndte bedst på Stockholm Stadion, som lagde ramme til kampen, der var en jubilæumskamp for Djurgårdens tid på det gamle stadion og dermed en betydningsfuld dag for værterne.

Det kunne ses og høres på tilskuerpladserne, hvor et flot fremøde på mere end 3.000 fans skabte en fin kulisse til kampen. Og publikum kunne i kampens indledning se AGF få flere gode muligheder. Blandt andre fra Jakob Ankersen, der havde et godt skud fra kanten af feltet, ligesom Jens Stage fik sig sneget til flere gode muligheder efter indlæg.

Og generelt, så var det AGF, der sad på kampens begyndelse. Derfor var det ikke ufortjent, da Niklas Backman efter 18 minutter kunne heade os foran 0-1 efter et hjørnespark endte hos Magnus Kaastrup, der løftede bolden ind i feltet, hvor svenskeren kunne heade bolden i mål. En scoring, der givetvis lunede hos svenskeren, der op til dagens test havde fortalt, hvordan han - som tidligere spiller hos Djurgårdens rivaler fra AIK - havde set ekstra meget frem til dagens test.

Det århusianske føringsmål fik svenskerne lidt mere frem på banen, men vi skulle en lille halve time ind i kampen før værterne fik deres første mulighed. Men Oscar Whalley i AGF-målet var vågen, da det brændte på efter et hjørnespark. Med Aleksandar Jovanovic hjemme i Danmark var der uofficiel debut til vores nye spanske målmand. Men takket være en god og påpasselig århusiansk defensiv indsats kom Whalley ikke så meget på arbejde i første halvleg.

Det gjorde Bror Blume til gengæld, da han med små ti minutter igen af første halvleg modtag en fin bold fra Magnus Kaastrup ind i feltet, hvor Blume - omringet af svenske forsvarsspillere - ganske flot og uortodokst fik drejet bolden i mål til en 0-2 føring - en stilling, der holdt til pausen, hvor AGF havde gennemført en rigtig fin og fokuseret første halvleg.

IMG_6138
(Cheftræner David Nielsen håbede på en god og hård testkamp mod Djurgården. Og det fik han.) 

2. halvleg
Efter pausen var det som, at der blev skruet lidt ned for det gode spil til fordel for mere fight og nærkampe. Måske det var derfor, at værterne kom langt bedre med i kampen i anden halvleg. Og der gik ikke længe før de fik reduceret. Målet kom da en Djurgården-spiller blev nedlagt i feltet med et straffespark til følge. Det vekslede svenskerne til en reducering.  

Som så ofte i testkampe, så bød anden halvleg på en række udskiftninger hos begge hold. Således også i denne kamp. Vi skulle dog hen til det 70' minut før der for alvor blev skiftet ud på AGF-holdet og holdet på samtlige pladser - pånær målmanden - var nyt i forhold til første halvleg. 

Det nye hold på banen skulle lige finde deres ben i et øget svensk pres, men hele tiden lå vi og lurede på omstillinger og de offensive kræfter som André Riel og Nimo Gribenco var flere gange ved at blive farlige. 

Men det var i den anden ende ad banen, at kampens sidste mål faldt, da en forvirring i AGF-forsvaret skabte en kaotisk situation, der endte med en svensk udligning til 2-2. Ikke helt ufortjent efter spillets fordeling i anden halvleg. 

2-2 blev også kampens slutresultat i det svenske, hvor vi fik kamp til stregen og dermed endnu en god testkamp i bæltet frem mod Superliga-premieren.

Næste testkamp er i den kommende uge mod endnu en udenlandsk modstander i en lukket kamp. 

Kampfakta - testkamp
Djurgårdens IF - AGF 2-2 (0-2)
AGF's målscorer: Niklas Backman (18'), Bror Blume (35')

Tilskuere på Stockholm Stadion: 3.296

AGF frem til 70':
Oscar Whalley, Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Niklas Backman, Casper Højer Nielsen (63'), Adama Guira, Jakob Ankersen, Jens Stage (63' Søren Gustav Bugge), Bror Blume, Magnus Kaastrup og Kasper Junker

AGF fra 70':
Oscar Whalley, Björn Daniel Sverrisson, Benjamin Hvidt, Jesper Juelsgård, Alexander Ammitzbøll, Sebastian Hausner, Daniel Thøgersen, André Riel, Nimo Gribenco, Frederik Møller, Søren Gustav Bugge Jepsen.

Djurgårdens IF's trup:
Isaksson, Gunnarsson, Une-Larsson, Olsson, Danielson, Augustinsson, Ring, Karlström, Radetinac, Kadewere, Mrabti, Vaiho, Andersson, Catenacci, Sabovic, Finndell, Kozica, Chilufya, Badji

IMG_6139

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet