Nye trænere på plads for U17 og U19

Af: SHC / Foto: FS - 18. juni 2018, kl. 15:24

AGF har udnævnt nye trænere til klubbens U17 og U19 hold.

Fra den nye sæson kommer AGF's to bedste talenthold til at blive trænet af Fatah Abdirahman og Dennis Ramonn, der kommer til at stå i spidsen for henholdsvis AGF U19 og AGF U17. 

Dermed rykker den nu tidligere U17-træner Fatah Abdirahman en årgang op til U19, og Dennis Ramonn rykker en årgang ned fra sit virke som assistenttræner på U19 til nu at være cheftræner for U17.

Rokeringen kommer efter, at Mike Tullberg forleden skiftede til seniorfodbold i Vendsyssel. Det åbnede op for en ny træner til U19, hvor Fatah Abdirahman altså nu tager over efter en meget succesfuld sæson i spidsen for U17, der vandt det danske mesterskab i weekenden. 

- Det er et stort skulderklap, at klubben tror på mig og mener, jeg er den rigtige til at føre U19 videre. Jeg går til opgaven med ydmyghed, men samtidig med en stor tro. Jeg har altid elsket udfordringer, og det her er en af de rigtigt store, som jeg ser meget frem til, siger 26-årige Fatah Abdirahman, der regnes for et af landets største trænertalenter og allerede som 22-årig tog DBU's og UEFA's A-træneruddannelse. 

Fatah Abdirahman startede sin trænerkarriere i Lystrup og har været forbi FC Midtjylland og Randers før han kom "hjem" til AGF, hvor han i 2016 overtog U15-holdet. Nu skal han altså stå i spidsen for AGF's U19 hold, der er den sidste del i fødekæden før seniorfodbold.

- Spillerne skal lære at navigere i kompleksitet og kaos, så springet til Superligaen bliver mindre. Det kan for eksempel ske ved, at spillerne har prøvet en stor konkurrence i deres egen trup og internationale kampe, der også er vigtige for os, så vi får matchet spillerne på højt niveau, siger Fatah Abdirahman. 

Ny U17 træner 
U17-holdet får nu en træner med erfaring som professionel spiller, da Dennis Ramonn har en fortid som spiller i blandt andet Lyngby BK og Vendsyssel FF.

Men siden 2015 har han været tilknyttet AGF som træner i talentsektoren. Senest som assistenttræner på U19. Nu får han ansvaret for U17.  

- Det bliver spændende at overtage en årgang, der har haft succes på banen de sidste par år. Jeg er klar på opgaven og ser frem til at få ansvaret for mig eget hold, hvor vores vigtigste opgave bliver at gøre talenterne klar til det næstsidste stykke inden seniorfodbold. Det er ofte det sværeste skridt at tage for et ung talent, så den overgang skal vi være rigtig gode til. Og så skal vi selvfølgelig fortsætte med at vinde fodboldkampe, da det også er en vigtig del af spillernes uddannelse, siger 34-årige Dennis Ramoon. 

Tilfreds talentchef 
Med udnævnelsen af de to nye U-trænere er trænerkabalen for de ældste talenthold faldet på plads. Og talentchef Allan Frederiksen ser nu frem til at se de to trænere og deres hold folde sig ud i den kommende sæson. 

- Det er altid tilfredsstillende, når man kan rekruttere dygtige folk internt i klubben. Det viser, at vi har talentfulde og dygtige trænere. Fatah er en ambitiøs træner, der med sit store talent og sin arbejdsomhed og dygtighed vil kunne løfte U19 og ikke mindst de enkelte spillere, som det jo i høj grad handler om på U19-holdet, siger talentchef Allan Frederiksen, der også ser frem til at se Dennis Ramon i spidsen for hans eget hold.

- Dennis er en fodboldfaglig dygtig og kyndig træner. Han har evnen til at skabe begejstring omkring sig og få en gruppe af unge mennesker til at føle sig trygge, så de kan levere på et højt niveau. Og det gælder for begge trænere, at de kan deres håndværk, og de er de rette til at fortsætte den positive udvikling, vores U17 og U19 hold er inde i, tilføjer talentchefen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet